Opbakning til kulturby falder

Færre og færre århusianere støtter, at Århus skal være europæisk kulturhovedstad i 2017. Det viser en meningsmåling, som Rambøll Analyse Danmark har lavet for JP Århus.

Opbakning til kulturby falder i Århus

Mens 57 % i 2008 syntes, at projektet var en god idé, så er opbakningen nu faldet til 53 %. Især unge er blevet mere kritiske end tidligere. 70 % af de 18-25 årige støttede for tre år siden kulturbyidéen, og i dag er det 60 %.

Undersøgelsen viser, at det er de århusianske mænd, der sikrer, at der stadig er et flertal for den europæiske kulturhovedstad. 61,6 % af mændene støtter i dag projektet, mens 33,6 siger nej. Blandt kvinderne er et lille flertal på 45,3 % nu modstandere, mens 44,8 % stadig synes, at kulturbyprojektet er en god idé.

FOA Århus har kritiseret projektet, fordi det vil koste 100 millioner kr., og kommunen samtidig gennemfører massive besparelser på ældre, børn og udsatte grupper. Besparelserne kommer selvom kommunen har overskud på driftsbudgettet, og pengene skal gå til store kommunale anlægsprojekter, hvor financieringen halter.

Samtidig vil Århus Kommune så bruge anlægsindtægter, nemlig salg af bygninger, til at finansiere kulturbyen. Hvis disse anlægsindtægter i stedet betalte nogle af anlægsudgifterne, kunne kommunen droppe nogle af driftsbesparelserne, har FOA Århus påpeget.