Afdæmpet OK-møde

Omkring 40 FOA Århus medlemmer mødtes torsdag d. 24. marts og hørte FOAs forbundsformand Dennis Kristensen præsentere årets overenskomstforlig.

Stemningen på mødet var afdæmpet. Få er begejstrede for det magre forlig, men samtidig tror de færreste på, at FOA kan konflikte sig til et bedre resultat. De mange fyringer på de offentlige arbejdspladser har nemlig svækket FOA-medlemmernes kampgejst.
Forliget betyder et reallønsfald, da der ingen lønstigninger er i 2011, mens reallønnen sandsynligvis er sikret i 2012. Der vil dog være tale om et samlet reallønsfald. Der er kun få og små forbedringer i forligene, der for eksempel indeholder meget lidt, som kan øge de ansattes tryghed. Omvendt har arbejdsgiverne ikke fået opfyldt deres krav om store forringelser, for eksempel når det gælder arbejdstid.
FOAs hovedbestyrelse anbefaler forliget med 45 stemmer for, to imod, mens en enkelt har undladt at stemme.
FOAs medlemmer skal nu tage stilling til forliget. Alle regionalt og kommunalt ansatte FOA-medlemmer kan stemme frem til den 4. april. Statsligt ansatte kan stemme indtil den 17. april.

Se TV-reportagen fra mødet
eller lyt til Kirsten Normann Andersen oplæg og Dennis Kristensens præsentation af OK-forligene