Fyret – holdt fri til mandens fødselsdagsfest

FOA-medlemmer ansat i Odder Kommune skal åbenbart tage en feriedag, hvis de skal være sikre på, at de kan holde fri. Det er ikke nok at bruge en afspadseringsdag.

Det viser en sag, hvor en social- og sundhedshjælper havde en såkaldt FO-dag, som hun gerne ville placere på en dag, hvor hendes mand holdt fødselsdagsfest. Hun ønskede derfor afspadseringsdagen flere måneder i forvejen og fik ønsket godkendt.

Få dage inden fødselsdagsfesten ringer hendes leder imidlertid og siger, at godkendelsen var en fejl, for social- og sundhedshjælperen skal på et kursus, der bliver holdt den dag, hendes mand fejrer fødselsdag.

Men social- og sundhedshjælperen nægter at deltage i kurset og understreger, at hun jo har fået fri.

Social- og sundhedshjælperen bliver væk fra kurset, og derefter fyrer Odder Kommune hende. FOA Århus mener, at fyringen er uberettiget, men lokale forhandlinger mellem fagforeningen og Odder Kommune har ikke givet noget resultat. Det er nu forbundet og Kommunernes Landsforening, der skal behandle sagen, og det sker den 21. december.