I dag har jeg svært ved bare at gå og sidde. Min krop bliver aldrig den samme igen. Heldigvis har jeg støtte i min familie - uden dem og FOA havde jeg ikke klaret den.
Foto: Helle Møller Riis

FOA fik mig og min fremtid sikret

FOA fik mig og min fremtid sikret

FOA fik mig og min fremtid sikret

Lenes arbejdsskade har kostet kroniske smerter og muligheden for at arbejde. FOA Frederikshavn hjalp hende, da hun selv mistede troen - og sikrede hende erstatning

Af Helle Møller Riis

For snart 10 år siden tog Lene Christensen et løft, der skulle vise sig at være fatalt. Hun var i gang med sin uddannelse som social- og sundhedshjælper, og gav en hånd med, da en kollega skulle løfte en borger fra sit sengeleje og over på en toiletstol. Borgeren gled, og trak Lene med sig i faldet:

Mange har spurgt mig, hvorfor jeg ikke bare slap mit greb. Hvorfor jeg ikke bare lod borgeren falde, og tænkte på mig selv. Det kunne jeg bare ikke. Det ligger i mig instinktivt, at jeg skal passe på andre mennesker.

Lene mærkede i situationen et vred og et smæld i ryggen. Hun slog det hen og tog et par smertestillende piller og fortsatte sin arbejdsdag. Nogle uger senere var den gal igen:

Jeg var udekørende som hjælper den dag. Da jeg rullede ind på gårdspladsen på det allersidste sted på ruten, kunne jeg ikke kom ud af bilen. Jeg havde så mange smerter, og kunne ikke være nogen steder.

Kunne ikke træde cyklen

Dengang - tilbage i 2014 - koblede Lene ikke de to hændelser. I dag ved hun, at de hang sammen.
Efter adskillige undersøgelser og lægefaglige vurderinger fik hun nemlig diagnosen: Diskusprolaps i ryggen.

"I første omgang troede både jeg, fysioterapeuterne og lægerne, at den kunne arbejdes og trænes væk. Jeg fortsatte og færdiggjorde derfor min uddannelse i 2016. Da jeg fik et arbejde, hvor jeg skulle cykle ud til borgerne, måtte jeg erkende, at smerterne gjorde det umuligt for mig at træde rundt i pedalerne", siger Lene.

Hun blev siden opereret og genoptrænet, men smerterne gik ikke væk. Lene fik et tilbud om førtidspension:                                                                      "Dengang var jeg først i 40-erne, og min hjerne ville slet ikke acceptere min krops begrænsninger. Jeg kæmpede indædt imod, selv om det viste sig, at det var forgæves."

FOA og familien.

Til sidst måtte Lene kaste håndklædet i ringen og give slip på SOSU-drømmen. Hun ville så gerne arbejde med sin nye uddannelse, men havde uudholdelige smerter. En samtale med socialrådgiver Else-Marie Sørensen i FOA i Frederikshavn blev Lenes redning:

"Det jeg fortryder allermest er, at jeg ikke med det samme skaden skete tog kontakt til FOA. Else-Marie skabte øjeblikkeligt ro på min sag. Jeg fik hjælp og overblik og følte for første gang, at jeg kunne trække vejret. Jeg ved godt, at min egen stædighed og vilje til “at klare tingene selv” tidligere stod i vejen. Jeg ville jo ikke være en, der gav op - eller “nassede” på samfundet."

Lenes sag varede i årevis, og selv om FOA fik medhold, måtte den flere runder i systemet, før kendelsen kom dette efterår: En stor erstatning, livsvarig ydelse og anerkendelse af arbejdsskade:

"Anerkendelsen er det, der betyder allermest. Selvfølgelig er det vigtigt, at jeg har et økonomisk sikkerhedsnet, men det afgørende er, at jeg føler mig set og fortstået. Jeg ved i dag, at jeg aldrig kommer til at arbejde igen. Jeg ved, jeg kun kan klare små huslige pligter. En opgave som støvsugning må jeg tage over to dage. Heldigvis ved jeg også, at jeg har en stærk familie og en opbakning hos FOA. Jeg havde aldrig klaret mig uden."

Lenes råd til andre:

  • Ignorer aldrig dine smerter
  • Tag selv det mindste uheld alvorligt
  • Kontakt tillidsrepræsentant og fagforening med det samme en skade sker
  • Forsøg ikke at spille tapper og klare tingene med smertestillende