FOA: Kommuner bør tvinges til at fokusere på kvalitet i ældrepleje-udbud

Drop fokus på laveste pris og sæt fokus på kvaliteten, når den kommunale ældrepleje udbydes. Ellers ender det galt. Sådan lyder advarslen fra FOAs formand, Dennis Kristensen.

Dumpingpriser på ældreområdet fører til øget snyd og flere konkurser. Derfor skal de ansvarlige kommunale lokalpolitikere sige nej til dumpingpriser, når de sender plejen af deres ældre og svage borgere i udbud på det private marked.

 

Kommunerne skal stille højere krav til kvaliteten. Men de ansvarlige politikere er også nødt til at sikre, at de ikke ender i en prismæssig dødsspiral, hvor private virksomheder kun kan vinde et udbud, ved at underbyde alle andre. Det mener FOA.

 

”Det handler om de ældres ydelser. Desværre ser vi ofte, at kommunerne vælger den billigste leverandør, når de udbyder deres ældrepleje til private. Det kan være fristende, fordi kommunerne er pressede. Men kommunalpolitikerne skal simpelthen kunne gennemskue, når et dumpingtilbud ikke kan løbe rundt, uden at virksomheden skærer hjørner eller sætter penge til og dermed risikerer konkurs,” siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.

 

Kommentaren falder i kølvandet på TV2s oprulning af et privat plejefirma på Lolland, der modtog omkring 250 klager fra borgerne. Det skete, efter virksomheden vandt et udbud ved at være 5,5 millioner kroner billigere end det det konkurrerende firma. Det betyder, at det vindende firma skal udføre ældreplejen for 10.000 kr. mindre i gennemsnit pr. ældre om året, end det tabende firma bød. I ældreplejen er langt den største del af omkostningerne løn til de ansatte. Derfor skal det vindende firma i sagens natur udføre opgaverne med færre ansatte.

 

Et meget lavt tilbud bør få alarmklokkerne til at ringe hos de lokale politikere og embedsmænd, mener FOAs forbundsformand. Han mener, at man bør se på en lovændring, så pris ikke kan fylde mere end kvalitet.

 

”Og så skal kommunalpolitikerne stå på mål for de priser, de vælger, og spørge sig selv: ’Kan det her firma overhovedet tjene penge på det her?’ Hvis man ikke tror på det, så er der jo risiko for, at det vælter,” siger han.

 

Dennis Kristensen peger også på, at den private del af ældreplejen har været plaget af konkurser. Hele 38 private leverandører er ifølge Konkursindex.dk, der registrerer konkurser i hjemmeplejen, bukket under siden marked for privat ældrepleje blev sat frit i 2013.

 

”De urealistiske dumpingtilbud er en del af forklaringen. Virksomheden ender med at gå under, fordi deres priser ikke hænger sammen, når virkeligheden melder sig,” siger Dennis Kristensen.