Appel: Grib ind og skab ligeløn

Ligeløn mellem mænd og kvinder kommer aldrig af sig selv. Folketingets politikere skal nu rette op på uligheden, lyder appel fra BUPL, Socialpædagogerne, FOA og Sundhedskartellet.

Ligelønsproblemet løser ikke sig selv. Forskellen mellem mænd og kvinders løn bliver ikke udlignet gennem aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Derfor må politikerne gribe ind og sikre, at vi får afskaffet uligelønnen i Danmark.

Sådan lyder appellen i brev, sendt fra en kreds af fagforbund, bestående af BUPL, Socialpædagogerne, FOA samt Sundhedskartellet til Folketingets medlemmer. Alle 14 forbund bag mærker den danske uligeløn ved at have en klar overvægt af kvinder som medlemmer.

”Det vil være i hele Danmarks interesse, at vi får lagt det kønsbestemte arbejdsmarked bag os. Lad 2017 være starten på den nye udvikling, hvor vi trin for trin gør lønforskellen mellem mandefag og kvindefag mindre,” lyder det i appellen fra de fire forbundsformænd, der står som afsendere.

Helt konkret opfordres politikerne til at øremærke en pulje til fordeling i de kvindedominerede grupper i den offentlige sektor, der sammenlignet med mandsdominerede grupper har et lønefterslæb. Efterslæbet er betydeligt og veldokumenteret med forskelle på både 10, 20 og 30 procent, selvom uddannelserne bag fagene er lige lange.

Folketinget skal gribe ind, fordi en afskaffelse af uligelønnen kun kan ske på bekostning af andres tilbageholdenhed, hvis opgaven bliver lagt hos arbejdsgivere og lønmodtagere på det offentlige område. For der findes kun få og små mandegrupper på det offentlige arbejdsmarked, som reelt kan bidrage til en solidarisk genopretning af ligelønnen, lyder uddybningen i appellen.

Ligelønsloven blev vedtaget i Folketinget i 1976 og skulle sikre lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Men godt 40 år senere er der stadig en markant lønforskel. Ifølge fremskrivninger fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) vil der først være ligeløn om cirka 110 år, hvis udviklingen fortsætter i samme langsomme tempo som nu. Det kan vi ikke leve med, understreger formændene.

”Lad en forbedret økonomi bliver startskuddet på at udviklingen vender. Tag et medansvar for den reelle ligestilling. Lad os nu komme i gang.” slutter appellen.