Pressemeddelelse

Stort firma trækker sig fra velfærdsområde: Borgere og medarbejdere står i utryg situation

Et af landets største virksomheder indenfor handicaphjælperordninger har opsagt aftaler med en række borgere med handicap i flere kommuner i hele landet. De står nu til at miste deres vante handicaphjælpere – og et stort antal medarbejdere mister deres stilling. FOA-næstformand kalder situationen ulykkelig for alle parter.

Knap 30 borgere med handicap skal til august finde nye medarbejder til at stå for den pleje, overvågning og ledsagelse, som borgerne er bevilget af kommunen for at kunne leve et så selvstændigt og normalt et liv som muligt i eget hjem.

Det sker efter virksomheden Olivia Danmark har opsagt aftaler med borgere på tværs af landet om at administrere BPA-ordningerne. Det betyder også, at op mod 200 medarbejdere i slutningen af sidste uge modtog et afskedigelsesbrev af deres arbejdsgiver.

”Det er dybt ulykkeligt, at både borgere og medarbejdere havner i denne utrygge situation, hvor borgerne må se deres vante hjælp forsvinde med kort varsel hen over sommerferieperioden, og medarbejderne deres arbejde. I BPA-ordninger arbejder man tæt sammen – og det kræver ikke blot faglighed, men også tillid mellem borger og handicaphjælperen. Den tillid kan for mange være svær at opbygge og erstatte én til én,” siger næstformand i FOA Thomas Enghausen.

Tilskuddet til BPA-ordningerne gives af kommunerne til mennesker, som på grund af en nedsat funktionsevne har behov for særlig støtte til personlig pleje, overvågning og ledsagelse. Som udgangspunkt er det borgeren, der har både arbejdsgiver- og arbejdslederrollen – og kommunen er altså ikke involveret i andet end at dække udgifterne til ansættelsen af det nødvendige antal hjælpere.

Nogle borgere får virksomheder som eksempelvis Olivia Danmark til at stå for arbejdsgiverdelen og dermed ansættelsesvilkårene for handicaphjælperne.
”Det betyder, at der ikke som på eksempelvis hjemmeplejeområdet står et offentligt tilbud og kan tage over med kort varsel, når virksomhederne af den ene eller anden årsag må trække sig. Fra FOAs side har vi forsøgt at få så mange kontrakter som muligt overdraget til andre BPA-virksomheder, så ansættelsesforholdet mellem borgeren og medarbejdere kunne fortsætte, selvom arbejdsgiveren en anden, men desværre uden held,” siger Thomas Enghausen.

Olivia Danmark har i alt beskæftiger ifølge Erhvervsstyrelsen over 1.400 medarbejdere i assistanceordninger.

”Opsigelserne kommer i en periode, hvor udgifterne på socialområdet stiger – og hvor kommunerne på grund af stramme budgetter leder efter besparelser i det tilskud, de giver til borgerne til at ansætte den nødvendige hjælp i BPA-ordningen. Kommunerne fjerner for eksempel den sjette ferieuge, som den overenskomst, handicaphjælperne aflønnes efter, ellers har garanteret,” siger Thomas Enghausen.

FOA kalder derfor sammen med flere organisationer på mere ensartede regler for tilskud på området.

”I virkeligheden betyder forringelserne i medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår en forringelse i det tilskud og den hjælp, borgerne modtager. Vi har set eksempler, hvor BPA-virksomheder med overenskomst har opgivet at tilbyde medarbejdere til borgerne i specifikke kommuner, fordi tilskuddet simpelthen ikke står mål med opgaven."

”Konsekvensen bliver, at det kommer til at være kommunenavnet, der afgør, om du kan få hjælp, og hvilken: For hvis overenskomstdækkede virksomheder ikke kan levere, er der kun virksomheder tilbage, som er villige til at forringe lønnen for medarbejderne. I længden gør det et ellers givende og spændende job, uattraktivt, og i sidste ende risikerer vi, at borgerne ikke kan få den hjælp, de har brug for, for at kunne leve deres liv bedst muligt, ” siger Thomas Enghausen.

Kontakt

Thomas Enghausen, telefon: 30 71 75 97

Hent billede i høj opløsning