Børne- og socialminister Mai Mercado sammen med børn og institutionsleder Jane Weltzfra Eksperimentalinstitutionen, den seneste vinder af 'Årets Dagtilbud'.
Foto: Jørgen True

Vær med til at kåre Årets Dagtilbud

Frem til 29. september kan alle indstille et dagtilbud til prisen ”Årets Dagtilbud”. Prisen sætter fokus på det pædagogiske personales vigtige arbejde og uddeles af Børne- og Socialministeriet, Socialstyrelsen, BUPL og FOA.

Hver dag gør pædagogisk personale over hele landet en kæmpe indsats for at skabe gode rammer for børns trivsel, udvikling og læring. Det er en indsats, der har afgørende betydning for børnene. Ikke bare i deres dagligdag her og nu, men også for deres liv på længere sigt.

Med Dagtilbudsprisen ønsker Børne- og Socialministeriet, Socialstyrelsen, BUPL og FOA at fejre og anerkende det pædagogiske personales store og vigtige arbejde. Prisen tildeles en daginstitution eller dagplejer, som har udmærket sig inden for årets tema. Årets tema er ”Pædagogiske læringsmiljøer med børneperspektiv”

Se nærmere beskrivelse af temaet for ”Årets Dagtilbud 2017” og tilgå indstillings- og vejledningsmaterialet her.

Dagtilbudsprisen er samtidig en anledning til at fejre det gode pædagogiske arbejde bredt set og vil derfor også sætte fokus på de gode eksempler fra de indstillede daginstitutioner og dagplejere.

Praktiske oplysninger

Der er åbent for indstillinger fra den 1. september til den 29. september 2017.  Prisen uddeles i slutningen af året, og gode eksempler fra både vinderen og andre daginstitutioner og dagplejere vil blive videreformidlet til inspiration for alle.

Alle kan indstille et dagtilbud (dagpleje eller daginstitution) til Årets Dagtilbud, f.eks. forældre, personale, ledere eller andre, der har tilknytning eller kendskab til dagtilbuddet.