Charlotte von Mehren har trukket sig som fagforeningens næstformand med virkning fra den 19. december 2023

FOA SOSU skal have ny næstformand

Charlotte von Mehren har trukket sig fra posten som næstformand i FOA SOSU, og der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med valg af ny næstformand.

FOA SOSU skal have ny næstformand. Det står klart, efter at Charlotte von Mehren af helbredsmæssige årsager har valgt at trække sig.

Charlotte von Mehren, som er uddannet plejehjemsassistent, har været næstformand siden oktober 2020.

Inden da var hun i 10 år medlem af FOA SOSUs politiske ledelse som faglig sekretær. Her har hun haft ansvar for skiftende opgaver, blandt andet medlemmernes arbejdsmiljø og det kommunale område.

”FOA SOSU skylder Charlotte en kæmpe tak for hendes store arbejde gennem mange år. Både som en del af ledelsen og tidligere som tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant i Københavns Kommune”, siger formand Tina Græsted.

”Charlotte har knoklet for at skabe ordentlige vilkår for fagforeningens medlemmer, og især fagforeningens indsats for medlemmernes arbejdsmiljø har nydt godt af hendes helt enorme engagement”.

Valg og generalforsamling

Som konsekvens af Charlotte von Mehrens beslutning skal der ifølge fagforeningens love indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med valg af ny næstformand.

Alle medlemmer kan stille op til posten, dog ikke hvis man er holdt op med at arbejde og fuldt ud overgået til offentlig pension.

Opstilling kan ske frem til den 21. januar kl. 12 ved at sende en mail til gfsosu@foa.dk.

I tilfælde af kampvalg kan der brevstemmes i fagforeningen:

  • Fredag den 26.1. fra kl 9 – 13
  • Mandag den 29.1. fra kl. 9 til kl 17
  • Tirsdag 30.1. fra kl 9 til kl 17.

Generalforsamlingen finder sted den 31. januar kl. 16 i fagforeningens Mødesal, Godthåbsvej 15, Frederiksberg.

Tilmeld dig her, hvis du vil være sikker på at få en sandwich i forbindelse med generalforsamlingen.

 


Lagt på den 20.12.2023