Eva Lorenzen, medlem af politisk ledelse i FOA SOSU henvendte sig direkte til regionsrådsformand Lars Gaardhøj i sin tale ved demonstrationen.

Det er helt sort

Medarbejdere i Region Hovedstaden protesterede mod kortsigtet tænkning med fyring af 59 medarbejdere i regionen.

Da medlemmerne af Regionsrådet ankom til møde tirsdag den 12. december, blev de mødt af repræsentanter for de faglige organisationer med ansatte i regionen. Blandt andre FOA SOSU.

De fremmødte demonstrerede imod det absurde i at nedlægge 59 stillinger i regionen på et tidspunkt, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft er den altdominerende dagsorden i sundhedsvæsnet. 

”Det er helt sort”, som medlem af politisk ledelse i FOA SOSU Eva Lorenzen udtalte til P4 København. 

Ved at afskedige så mange skal de kolleger, der bliver tilbage, løse endnu flere opgaver, og det kommer til at gå ud over et i forvejen hårdt presset arbejdsmiljø og får flere til at søge væk. 

Eva Lorenzen fortalte, hvordan både medarbejdere og organisationer i mange år har råbt op og er kommet med talrige ideer til, hvordan man kan forbedre arbejdsmiljøet. 

Et bedre arbejdsmiljø vil nedbringe antallet af sygedage og mindske behovet for vikarer. Det ville give store besparelser, så man kunne undgå de mange fyringer, sagde Eva Lorenzen. 

Lyt her til P4’s reportage fra demonstrationen - spol 1 time og 7 minutter frem. 

I FOA SOSUs hovedkvarter på Godthåbsvej morer vi os over, at DR tilfældigvis havde valgt at spille nummeret ”Godthåbsvej” med gruppen ”Uro” midt i indslaget.