Privat ansat: Udbetaling af ikke afholdte feriefridage og omsorgsdag

Som privatansat er der nogle regler, du skal være opmærksom på angående udbetaling af ikke afholdte feriefridage og omsorgsdage.

Hvis du er ansat på overenskomsterne med henholdsvis Dansk Industri samt Dansk Erhverv for medarbejdere på plejecentre og i hjemmeplejen, skal du være opmærksom på, at du mister retten til ikke afholdte feriefridage, hvis du ikke har bedt om at få disse dage udbetalt senest 3 uger efter nytår.

Vi kan desværre se at rigtig mange af FOAs medlemmer hvert år mister feriefridage, fordi de ikke kender deres rettigheder.

I KA Plejes overenskomst er de ansatte sikret feriefridagene, fordi ikke afholdte dage automatisk overføres til det følgende år, og fordi medarbejderne har krav på at få ikke afholdte dage udbetalt, hvis de stopper på arbejdspladsen.

De 3 omsorgsdage pr. kalenderår, som man som ansat efter KA Plejes overenskomst, har ret til, bortfalder til gengæld, hvis man ikke har afholdt dagene inden kalenderårets udløb.

Desværre er der rigtig mange ansatte, der ikke afholder de 3 omsorgsdage, de har krav på.