OK23: FOA SOSU anbefaler et ja

FOA SOSUs bestyrelse anbefaler medlemmerne at stemme ja til de nye overenskomstaftaler på det private område.

Både FOA SOSUs bestyrelse og FOAs hovedbestyrelse har givet deres opbakning til de nye overenskomster på det private område.

Aftalerne omfatter 600.000 lønmodtagere – heriblandt de lige godt 3.000 FOA-medlemmer, der er ansat i eksempelvis private plejefirmaer og bosteder. 

Opbakningen i FOA SOSUs bestyrelse er enstemmig.

Et godt resultat efter omstændighederne

Formand for FOA SOSU, Tina Græsted, kalder aftalerne ”et godt resultat efter omstændighederne”.

”Der er pæne lønstigninger, bedre muligheder for uddannelse, forbedrede barselsforhold flere rettigheder til tillidsrepræsentanterne”, fremhæver Tina Græsted.

I en overenskomstforhandling skal begge parter både give og tage for at nå et resultat, og prisen for forbedringerne har været, at nye ufaglærte medarbejdere, der ansættes efter den 1. maj 2023, til at begynde med får en smule mindre i løn, end nyansatte tidligere har fået. 

”Den del har været lidt svær, men vi vurderer, at det trods alt er prisen værd”, siger Tina Græsted.

Det vigtigste er at stemme

Aftalen er nu sendt til afstemning blandt medlemmerne på det private område.

Afstemningen slutter den 11. april, og Tina Græsted håber, at så mange som muligt vil bruge deres stemme.

”Det vigtigste for os er ikke, om medlemmerne stemmer ja eller nej. Vi har givet vores opbakning til resultatet, men den endelige afgørelse er medlemmernes”, understreger Tina Græsted.

”Jo flere, der stemmer, jo tydeligere viser vi arbejdsgiverne, at vores medlemmer optaget af deres løn og arbejdsforhold. Det har vi brug for at stå så stærkt som muligt, næste gang vi sætter os til forhandlingsbordet”.

Kun det private område

Aftalerne vedrører udelukkende det private område, og offentligt ansatte kan derfor ikke stemme.

Turen kommer til de offentligt ansatte i 2024, og kravsindsamlingen blandt de offentligt ansatte medlemmer går i gang efter sommerferien. 

Kontakt faglig sekretær i FOA SOSU Maria Konstantinidou på telefon 46972138 eller skriv til makk@foa.dk hvis du har spørgsmål til resultatet.




Lagt på den 27.03.2023