Lokalløn Ballerup
Tidligere direktør Mette Mortensen, faglig sekretær Eva D'Artibale Lorenzen og fællestillidsrepræsentant Marianne Petersen efter underskrivelsen af den nye forhåndsaftale
Foto: Ballerup Kommune

Mere lokalløn i Ballerup

SOSU-faggrupperne var sakket bagud på lokalløn i Ballerup. Det gør kommunen nu noget ved.

Ballerup Kommune og FOA Social- og Sundhedsafdelingen har netop indgået en ny forhåndsaftale, som sikrer en lokal lønpulje på 3,6 mio. kr., der skal være med til at løfte lønnen for social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.

Tidligere direktør i Ballerup Kommune Mette Mortensen forklarede i forbindelse med indgåelse af aftalen, at den er indgået, fordi en sammenligning af lønniveauet for de to faggrupper i Ballerup med øvrige kommuner viste, at Ballerup var sakket bagud på den gennemsnitlige løn.

”Det vil vi gerne gøre noget ved for at anerkende deres indsats, og fordi vi med vores lønpolitik gerne vil understøtte og honorere de kompetencer og den adfærd, der særligt skal til for at løse kerneopgaven bedst muligt hos vores borgere”, sagde Mette Mortensen. 

Ny direktør i Ballerup Kommune siger om aftalen: "Jeg er virkelig glad for den aftale, der indgået med FOA omkring en helt central medarbejdergruppe, nemlig SOSU’erne. Aftalen bliver for mig at se et vigtigt redskab i et fortsat godt samarbejde mellem ledere og medarbejdere omkring løsningen af kerneopgaven. Derfor ser jeg også frem til at følge med i implementeringen".

Fem kompetencer

Der kan ifølge aftalen gives tillæg for følgende kompetencer:

•    Faglig kompetence
•    Social kompetence
•    Læringskompetence
•    Kreativ og innovativ kompetence
•    Selvledelseskompetence 

Hver kompetence er inddelt i fire niveauer, der er et udtryk for i hvor høj grad man som medarbejder udfolder den enkelte kompetence – en vurdering, der foretages af nærmeste leder.

Glæde i fagforeningen

Eva D'Artibale Lorenzen er faglig sekretær i FOA og har været med til at forhandle aftalen på plads sammen med Marianne Petersen, fællestillidsrepræsentant i Ballerup Kommune.

”Jeg er glad for, at vi er nået til en fælles forståelse efter grundige drøftelser, hvor vi har vendt alle sten. Jeg vil gerne anerkende Ballerup Kommune for at de ønsker at hæve lokallønnen med denne aftale, hvor der bliver fokus på at udvikle fagligheden hos vores medlemmer. Og at der er et incitament, der kan ses på lønsedlen”, siger Eva D'Artibale Lorenzen. 

Kan ikke stå alene

Den nye forhåndsaftale træder i kraft 1. januar 2024, hvor alle social- og sundsassistenter og social- og sundhedshjælpere er indplaceret på et kompetenceniveau, som altså automatisk udløser det nye tillæg.

Nogle medarbejdere vil opleve at deres løn forbliver uændret, mens andre vil stige i løn. Ingen kommer til at gå ned i løn.

Forhåndsaftalen er et blandt flere af de tiltag for at fastholde, uddanne og rekruttere medarbejdere til Ballerup Kommune.