• Læs op
• Udskriv

Berlingskes klummeskribent Geeti Amiri er i flere klummer hen over sommeren kommet med en skarp kritik af velfærdssamfundets forfatning – herunder blandt andet forholdene i ældresektoren, som skribenten har oplevet indefra efter et job som sommerferievikar på et plejecenter.

Trods den noget begrænsede empiri rammer Geeti Amiri plet i sin beskrivelse af, hvordan arbejdsmængden ofte spænder ben for at levere et ordentligt stykke arbejde.

”På en almindelig arbejdsdag havde vi så travlt, at jeg kun havde tid til en tissepause, en kop kaffe og fire glas vand”, skriver Amiri og kalder de vilkår, som både medarbejdere og borgere bliver budt, for ”uværdige”.

Amiri understreger i sin første klumme, at ansvaret udelukkende ligger hos politikerne, der trækker besparelse efter besparelse ned over sektoren. Men herefter knækker filmen.

I en efterfølgende klumme er det pludselig fagforeningernes skyld, når borgere ikke tilbydes en værdig alderdom. Blandt andet fordi fagforeningerne efter Amiris mening gør det umuligt for ledere at skille sig af med medarbejdere, der ikke passer deres job.

Det er forkert. I forhold til de fleste andre lande er det nemt for en arbejdsgiver at hyre og fyre ansatte i Danmark. Det gælder også offentligt ansatte. Men der er naturligvis nogle spilleregler, der skal overholdes, og det er ikke fagforeningens opgave at holde hånden over dårlig ledelse.

En leder kan ikke fyre en medarbejder for ikke at passe sit arbejde, hvis rammerne for, at det kan lade sig gøre, ikke er til stede. Og en leder kan ikke fyre en medarbejder ud af den blå luft, hvis ikke det forinden er forsøgt at få medarbejderen på rette spor, for eksempel ved at indkalde til samtale og eventuelt give en advarsel.

Geeti Amiri skriver, hvordan hun har oplevet forråede medarbejdere uden empati, der ikke burde være i nærheden af sårbare mennesker.

Dem møder vi også indimellem. Men langt oftere møder vi mennesker med store hjerter og de bedste intentioner, som er nødt til at lægge låg på behovet for at yde omsorg for overhovedet at overleve i faget. Geeti Amiri beskriver selv, hvordan hun er gået grædende hjem fra sit sommerferiejob, fordi rammerne for at udføre et ordentligt stykke arbejde ikke har været til stede.

Mangel på faglært arbejdskraft er en af velfærdssamfundets helt store udfordringer. Her er vi fuldkommen enige med Geeti Amiri. Men at det skulle være fagforeningernes skyld, at unge fravælger velfærdsuddannelserne er skudt helt ved siden af.

Det er ikke kun forbeholdt klummeskribenter at sige fra, når besparelser og dårlig ledelse går ud over borgere og medarbejdere, og som fagforening er vi helt på velfærdssamfundets side, når vi kæmper for vores medlemmers arbejdsvilkår.

Find de omtalte klummer af Geeti Amiri her (kræver abonnement):

Geeti Amiri i chok efter job på plejehjem: »Ramte mig som en syngende lussing«

Fagforeningerne har sejret sig selv ihjel

Fagforeningerne skræmmer unge væk fra at vælge en velfærdsuddannelse