etnisk ressourceteam
Koordinator i Etnisk Ressourceteam Ayse Döner Toplu og centerchef Mette Olsen.
Foto: Anne Guldager

Medarbejdere med rødder i hele verden hjælper med at bryde usynlige barrierer

Udfordringer i kommunikationen mellem sundhedspersonale og borgere med etnisk minoritets-baggrund handler ofte om langt mere end sprog. I Københavns Kommune hjælper Etnisk Ressourceteam, når der er brug for hjælp til større kulturforståelse i ældreplejen.

Indimellem kan ældre borgere med minoritetsbaggrund eller deres pårørende have en forkert forståelse af, hvordan hjemmehjælpen fungerer.

Det fortæller Ayse Döner Toplu, koordinator i Etnisk Ressourceteam i Københavns Kommune. Hun nævner et eksempel med en borger, der takkede nej til hjemmehjælp, fordi han hellere ville have en el-scooter.

Et andet eksempel er en borger, som var bange for, at hun ville få serveret leverpostej, hvis hun sagde ja til hjemmehjælp.

De to fortællinger er eksempler på, at både kultur og sprog kan stå i vejen for, at borgere med etnisk minoritetsbaggrund ved nok om kommunale tilbud og de rigtige indgange til sundhedsvæsenet.

Men de er også eksempler på, at man med sundhedsfaglig baggrund kombineret med indsigt i borgerens kultur og nysgerrighed på borgerens livsverden, kan finde frem til de ofte usynlige barrierer.

Dækker hele kommunen

Medarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København, for eksempel i hjemmeplejen, kan trække på Etnisk Ressourceteams kompetencer, når der er brug for en hjælpende hånd i kommunikationen med borgere med etnisk minoritets-baggrund.

Teamet består af 96 ressourcepersoner, hvoraf 90 procent er enten social- og sundhedshjælpere eller -assistenter, og resten har anden sundhedsfaglig baggrund som sygeplejerske, fysio- eller ergoterapeut.

Ayse Döner Toplu har været med i opbygningen af teamet fra dets start på Peder Lykke Centret på Amager i 2017.

Peder Lykke Centret er et af København Kommunes 9 profilplejehjem. Det har et særligt fokus på mangfoldighed, og godt en femtedel af beboerne har etnisk minoritets-baggrund, ligesom en personalet repræsenterer en lang række lande og forskellige sprog.

De første ressourcepersoner i Etnisk Ressourceteam rekrutterede Ayse Döner Toplu fra Peder Lykke Centret, men siden er der kommet mange flere til fra både hjemmepleje og andre plejecentre, og sidste år blev tilbuddet om hjælp fra Etnisk Ressourceteam bredt ud til hele kommunen.

Det handler om at være nysgerrig

Når både kultur og sprog står i vejen for, at borgere med etnisk minoritets-baggrund ved nok om kommunale tilbud og de rigtige indgange til sundhedsvæsenet, er det ikke nok med en tolk, forklarer Mette Olsen, der som centerchef på Peder Lykke Centret i sin tid tog initiativ til oprettelsen af teamet.

”En tolk skal oversætte ord for ord. Ressourcepersonerne kan bruge deres sundhedsfaglige viden sammen med deres kulturelle baggrund og også fornemme alt det, som ikke bliver sagt, og som måske bunder i misforståelser eller forudfattede meninger”.

Mette Olsen kalder det ”interkulturel faglighed”, men i virkeligheden handler det bare om at være nysgerrig nok på det enkelte menneske, forklarer hun.

”Det er svært for os alle sammen, hvis en af vores forældre skal på plejehjem, men kommer man fra en kultur, hvor det er forbundet med skam og skyld, kan det være endnu sværere. Den slags vil en ressourceperson med samme kulturelle baggrund kunne fornemme og spørge ind til”, siger Mette Olsen.

”Det handler ikke om, at nogle grupper skal have særlige rettigheder. Det handler om, at vi ifølge sundheds- og serviceloven har pligt til at sørge for, at beslutninger kan træffes på et oplyst grundlag. Det er ikke nok, at vi har sagt det, hvis det ikke er forstået, eller hvis misforståelser og forkerte forestillinger står i vejen for at kunne træffe den rigtige beslutning”.

Det etniske ressourceteam er ikke sat i verden for at spare samfundet for penge, understreger Mette Olsen.

”Men ofte forkorter vi jo nogle forløb hos mennesker, som har haft det rigtig skidt længe. Ressourcepersonen hjælper dem til at forstå de tilbud, der er, eller motiverer dem til at tage imod f.eks. rehabiliterende tiltag eller genoptræning. Vi kan ikke sætte beløb på, men vi ved, hvad det kan have af menneskelige konsekvenser, hvis der ikke bliver gjort noget”. 

Sprog er også en faglighed

De 96 medlemmer af teamet repræsenterer 52 forskellige sprog og endnu flere kulturelle baggrunde, og behovet udvikler sig hele tiden.

”Vi har altid rigtig meget brug for dem, der taler arabisk, men der kan pludselig ske et eller andet, så behovet ændrer sig og vi for eksempel får brug for flere ressourcepersoner med kinesisk eller som nu ukrainsk baggrund”, siger Ayse Döner Toplu. 

Ressourcepersonerne får deres sædvanlige løn fra arbejdspladsen, der modtager refusion fra kommunen for de timer, ressourcepersonen bruger.

”Der er ikke nogen økonomisk gevinst ved at være en del af teamet, men det giver en faglig udvikling, at ressourcepersonerne klædes på med et kursus på to dage og inviteres til et årligt netværksmøde”, siger Ayse Döner Toplu.

”Der ligger også noget andet i det”, indskyder Mette Olsen.

”Tidligere har det at kunne flere sprog ikke været en faglighed, som vi brugte i sundhedssektoren. Nu er det tydeligt, at det er en ressource, vi har brug for. Det handler ikke længere bare om, hvor man kommer fra, men om at man har nogle ekstra kompetencer, som man kan spille ind med sundhedsfagligt”.