Er du også hverdagens helt?

Kender du den kollega der altid lige klarer ærterne? Lige siger ja til en ekstra tjans eller opgave? Som måske springer pausen over og klarer opgaver alene, som I burde være to til? Som soler sig i ros og anerkendelse fra både ledere og kollegaer? Den kollega, som får det hele til at køre rundt i stedet for at bryde sammen?

Måske er den kollega dig, og måske er I flere der deler rollen? Det er nemlig et helt almindeligt menneskeligt træk, at vi gerne vil værdsættes og gøre en forskel. Og afhængigt af, hvordan vi er formet af arv og miljø, er vi mere eller mindre tilbøjelige til at overskride vores egne grænser.

Sidste år kunne knap en tredjedel af alle opslåede stillinger på social- og sundhedsområdet i vores område ikke besættes af faglærte. Der er altså noget om snakken, hvis du føler, at du løber stærkere og løser opgaver for kollegaer, der ikke har de samme kompetencer, som du har selv har.

Men hvad gør det ved os? Hvad gør det egentlig ved dig, at du løber stærkere? Hvad gør det ved dine kolleger, og hvordan påvirker det ledelsen?

  • Når du glemmer dine egne grænser for i stedet at opfylde andres behov, kan du til sidst have rigtig svært ved overhovedet at huske, hvor de sunde grænser går. Hvor ofte skal der holdes pauser? Hvad er et fornuftigt arbejdstempo, og hvordan deler vi bedst fagligheden?
  • Dine kolleger tror, at du er et supermenneske, og de kan let komme til at tænke, at de da også hellere må tage sig sammen og overskride egne grænser og lave noget mere.
  • Det, som lederen kan se, er jo at arbejdsopgaverne bliver løst, også på trods af stramme normeringer og underbemanding, og hvorfor så gøre noget?

En virkelig dårlig cirkel for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen er startet.

Så tal med dine kollegaer om, hvordan I sammen kan finde mere langtidsholdbare løsninger end bare at arbejde hurtigere og mere hver især.

Sig det, eller råb det højt! Tag det op på personalemødet, sæt det på dagsordenen i MED-udvalget, eller hvor det nu giver mening på din arbejdsplads. Det vigtigste er, at det bliver håndteret i fællesskabet, så vi ikke hver især bærer byrden alene.

Husk, at fællesskabet gør os stærke - sammen gør vi forskellen.

Pas godt på hinanden derude.