Vil du være med til at bestemme?

Hvis du vil være med til at lede fagforeningen, er muligheden der, når der er valg til flere af FOA SOSUs tillidsposter på generalforsamlingen i november.

Når fagforeningen den 18. november slår dørene op og inviterer til generalforsamling, er der som sædvanlig valg på dagsordenen.

To bestyrelsesmedlemmer er på valg, og den ene - Kisser Maak - har meddelt, at hun ikke genopstiller.

Desuden skal der vælges en førstesuppleant, da pladsen i øjeblikket er vakant. Også FOA SOSUs næstformand er ifølge fagforeningens love på valg trods det ekstraordinære valg til posten i oktober.

Der er endvidere valg til til de to revisorposter, posten som fagforeningens fanebærer, hvor Heidi Kelm Jensen ikke genopstiller, samt til posten som fanebærersuppleant . Og desuden skal der vælges faggrupperepræsentanter

Alle medlemmer, der ikke er fuldt ud overgået til en offentlig pension, kan stille op til de ledige poster.

Bestyrelsesmedlem

Bestyrelsen har det overordnede politiske ansvar mellem generalforsamlingerne. Som medlem af bestyrelsen repræsenterer man alle medlemmer og ikke sin arbejdsplads eller sektor. Bestyrelsesmedlemmer er normalt valgt for fire år. I bestyrelsens arbejder deltager desuden to suppleanter, valgt for to år.

Revisor

Fagforeningen har to valgte revisorer samt en revisorsuppleant. Som valgt revisor deltager man i bestyrelsens behandling af budget og regnskaber. Revisorerne er valgt for fire år, suppleanten for to år.

Fanebærer

Fanebæreren er den officielle bærer af FOA SOSUs fane ved diverse begivenheder i fagforening og forbund samt ved demonstrationer og lignende. Fanebæreren er valgt for fire år, suppleanten for to år.

Opstilling

Kandidater skal meddele skriftligt, hvilken post der stilles op til, enten pr. email til gfsosu@foa.dk eller med posten til FOA Social- og Sundhedsafdelingen, Godthåbsvej 15, 2000 Frederiksberg, att. Tina Græsted. Meddelelsen skal være fremme i fagforeningen senest den 21. oktober kl. 12.

Se liste over, hvem der er på valg hvornår

Tilmeld dig generalforsamlingen den 18. november

 

Senest redigeret den 13.10.2020