Glenn Mollerup, Thomas Hovmand og Charlotte Bartholin har som arbejdsmiljørepræsentanter spillet en særlig rolle under coronakrisen.

Et vågent øje på arbejdsmiljøet

Coronakrisen har vendt op og ned på mange ting ude på arbejdspladserne. Vi har spurgt tre arbejdsmiljørepræsentanter, hvordan det har været stå midt i krisen med et særligt fokus på arbejdsmiljøet. De tre interviews foretaget den 4.- 5. maj. Der er dermed tale om et øjebliksbillede, og hverdagen kan have ændret sig meget siden.

Thomas Hovmand, Psykiatrisk Center Glostrup.

Jeg arbejder i en psykiatrisk akutmodtagelse, der er udnævnt til coronaafdeling, så der har været en lind strøm af information og nye retningslinjer, vi har skullet forholde os til. Vi har fået op til syv mails om dagen, og det, der var gældende i går, er måske ikke gældende i dag. Men mine kolleger er alle garvede og virkelig dygtige, og vi er vant til at skulle forholde os løbende til ny viden.
Til gengæld har vi ikke set en eneste coronapatient endnu, så man kan godt sige, det har været lidt et antiklimaks. 
Flere af mine kolleger har selvfølgelig været bange for at blive smittet, særligt dem der lever sammen med nogen i risikogruppen. Men vi har hele tiden haft adgang til værnemidler, som vi bruger, hvis der på nogen måde er mistanke om, at en patient er smittet. Alle indlagte bliver podet, og der er ingen, der har modsat sig det endnu. Men hvis det sker, ved vi også, hvad vi skal gøre. 
Vi har også fået om tilbud uniformer i stedet for vores private tøj, som vi normalt går i i psykiatrien – det tilbud er der en del, der har taget imod. Jeg har hørt fra andre arbejdsmiljørepræsentanter, at det ikke er alle steder, de er blevet tilbudt uniformer eller værnemidler i samme omfang, som vi har. Jeg synes, det har kørt godt her på Glostrup.

Charlotte Bartholin, Hjemmeplejen VKV, København

Som arbejdsmiljørepræsentant synes jeg, at det var svært at være i i begyndelsen, hvor jeg skulle håndtere både mine kollegers nervøsitet og min egen.
Der var jo ingen af os – heller ikke ledelsen – der havde prøvet det her før, så i starten var vi hele tiden i tvivl, om vi gjorde det rigtige. 
Vi holder møde med ledelsen hver uge, og jeg synes, at vores leder og vores arbejdsmiljøkoordinator har gjort et fantastisk stykke arbejde. Min tilgang har hele tiden været, at vi var nødt til at stole på, at der var styr på det. 
Det har dog været svært at forstå, hvorfor vi ikke skulle rette os efter en anbefaling om at bruge værnemidler, når vi eksempelvis skulle rette os efter en anbefaling om, at vi kun måtte være én person i elevatoren ad gangen. Dén undren blev båret videre til øverste ledelse. Generelt synes jeg, at ledelsen har været meget lyttende og har taget vores frustrationer alvorligt. 
Jeg synes også, at FOAs indsats har været eminent og har gjort en forskel. Og det har været trygt, at FOA SOSUs arbejdsmiljøkonsulent har været opsøgende og spurgt ind til, hvordan vi havde det ude på arbejdspladsen.
Det er tankevækkende, at sygefraværet faktisk er faldet under alt det her. Dels selvfølgelig på grund af alle de smitteforebyggende tiltag, men det er også, som om folk har tænkt, at ”det her skal ikke få os ned med nakken”.

Glenn Mollerup, Den Sociale Hjemmepleje, København

Min rolle som arbejdsmiljørepræsentant har været spidset til på grund af manglen på værnemidler i begyndelsen. Vi manglede både handsker, masker og futter, og der blev lavet restriktioner på, hvor meget vi kunne få udleveret.
Vi fik vinylhandsker, der normalt bruges i madlavningsindustrien, og håndsprit, der viste sig ikke at være håndsprit, men gulvvask.
Nu har vi håndsprit, der lugter som en blanding af neglelakfjerner og husholdningssprit, og som udtørrer hænderne.
Der har været mange frustrationer, men ledelsen har gjort, hvad de kunne.
Min egen rolle har været at forsøge at holde humøret højt og sørge for, at kollegerne har været trygge.
Indimellem har jeg været nødt til at sige til nogle kolleger, at de skulle lade være med at tage 12 par handsker, hvis de kun skulle bruge 8 – folk har jo tænkt ”better safe than sorry”.
Desværre er det sådan nu, at det virker som om, folk slækker lidt på det igen; sidder lidt for tæt i grupperummene og glemmer at få luftet ud. 
Så nu er det min rolle at få kollegerne til at holde fast.