Læs op Udskriv $name En aften med én på opleveren Ingen får lov at læne sig tilbage, da skuespiller og instruktør Jens Arentzen tager fat på deltagerne ved et velbesøgt medlemsmøde for ansatte i psykiatrien. Helt fra starten er han på. Insisterende stiller han de dilemmaer op, som psykiatriens ansatte møder. - I passer på andre mennesker, men passer I godt nok på jer selv. Af Merete Astrup Medlemsmødet er åbent for alle, der arbejder i psykiatrien, og det et fælles arrangement mellem psykiatrisk netværk og beskæftigelsesvejledernes klub. Lisbeth Glaven kan byde velkommen til en pæn skare, som repræsenterer ansatte bredt i psykiatrien. Hospitaler, bosteder, institutioner i socialpsykiatrien, handikapområdet. Også en bred repræsentation i alder, konstaterer hun. Og så tager Jens Arentzen over. Det er foredrag med drama. Han er en mand, der bruger sig selv og publikum. Han fylder rummet med vitalitet, humor og anarki. Det er en bedrift at kunne formidle et seriøst budskab sjovt, og balancere mellem "lige på og hårdt" og solidaritet med publikum. Er det mig Med udgangspunkt i den på det tidspunkt stadig rygende sag fra bostedet Strandgården på Fyn tordner Jens Arentzen på den varme måde: - Frygtelig at høre hvad de fire kvinder sagde, at de var chokeret over at høre sig selv. De anede ikke, hvad der var sket med dem på fire år. De startede alle i branchen, fordi de havde valgt at arbejde med mennesker. Pause! Og med lavere stemmeføring fortsætter han: - Hvis man er i et arbejde, hvor man ikke har et perspektiv, hvor man ikke får supervision og anerkendelse bliver man afmægtig. Efterhånden begynder man at tænke, at det er mig, der er noget i vejen med. Når en betjent har anholdt en narkoman fire gange begynder han at desocialisere. Desocialisere betyder, at man holder op med at mærke, præciserer Jens Arentzen, og afliver myten om, at man ikke tager arbejdet med hjem. - I kan tro, at I tager arbejdet med hjem, siger han, og giver eksemplet med fængselsbetjenten der holder i trafikkrydset og pludselig begynder at ryste. Arentzen hæver stemmen: - Ved I øvrigt, at der bliver investeret 13.900 kr. mere pr. måned i forsikring for en jægersoldat end for en fængselsbetjent. Pause igen. - Hvad bliver der gjort for jer, så I ikke bliver ødelagte? Hvis vi vil være et godt land bliver vi nødt til at værne om de mennesker, der vil noget med andre mennesker, siger Arentzen og kaster deltagerne ud en lille øvelse. 10 gode mennesker - Notér 10 mennesker der har gjort noget godt for jer i jeres liv. Det gør deltagerne, her er helt stille. Efter et antal minutter gjalder Arentzens stemme "slut!" Med udgangspunkt i en deltager der fortæller om skoleveninden, der har betydet mest, fordi hun fik hende ud af sin generthed, bliver scenen nu til noget om, at vi er dem vi møder i vores liv - eller ondere af dem vi ikke møder. - Når jeg holder foredrag i fængslerne har fangerne lettere ved at finde 10 mennesker, der har gjort noget lort for dem, indskyder Arentzen. Det han vil frem til er, om man løser problemer anderledes med glæde og andre positive værdier. - Hvis man har vænnet sig til et lorteliv, bliver man angstfyldt for at gøre noget andet. Man kender ikke andet. Han mener, at vi har en kultur, hvor vi ikke siger tak, vi roser ikke. - Det ved vi jo. Det behøver vi ikke at sige vel! Freeze Og så opfordrer Arentzen til at stoppe nid og nag på arbejdspladsen. - Det kører som åndelig kræft i en organisation, nærmest brøler han, mens han fastholder deltagernes blikke. Den dynamiske foredragsholder bevæger sig konstant rundt mellem deltagerne. Og nu kaster han et nyt ord på banen - Freeze - Man angriber ikke - man flygter ikke. Når I desocialiserer og freezer, så begynder I at drømme i bøger og i andres liv. Der nikkes forsigtigt rundt omkring i salen. Senere kaster Jens Arentzen forsamlingen ud i endnu en øvelser. Den handler om at fortælle sidemanden om nogle gode oplevelser. To og to interviewer og fortæller de. "Tiden udløbet!" lyder det ud i rummet - Og så skulle I opleve jeres eget kropssprog. Når I taler om noget I kan lide, er der ingen ydmyghed. Når I bliver rost ændrer kropssproget sig, fortæller Jens Arentzen. Og det er rigtigt, kan jeres udsendte bekræfte. Og sådan bliver han ved at udfordre og opfordre på en måde, så man aldrig er i tvivl om på hvis side han er. Infoa`s lille rundspørge i pausen bekræfter også, at der er rykket ved noget. - Ikke fordi han siger noget, vi ikke ved. Men det er godt at blive rusket i, for man har en tilbøjelighed til at lulle sig ind. - Vi bliver mindet om, at det er vigtigt at stile spørgsmål ved det, vi gør. - Det er vigtigt, at vi bruger hinanden og de tilbud vi kan få om supervision. Nogle kolleger der har arbejdet i flere år, mener ikke at de behøver supervision. Efter pausen er debatten åben, og her kommer vi blandt andet omkring ledelse og muligheder for indflydelse, og andre ting udefra arbejdslivet. Der er mange indlæg, og der er mange tanker. Og det hele synes, at kunne blive ved, men det skal jo slutte. Aner man, at publikum går lidt mere ranke ud end de kom ind. Tilbage til infoa nr. 3 - 2007