Pressemeddelelse

Helle for Helligdage

Jeg synes bare ikke, at det er fair, at det igen er pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere og andre lønmodtagerne, der skal holde for.

Jeg har stor forståelse for, at regeringen afprøver veje til at få skaffet flere hænder på arbejdsmarkedet – for vi kommer selvfølgelig ud af krisen, og når vi gør det, kommer vi til at mangle hænder.

Hvad jeg har knapt så stor forståelse for, er forslaget om at afskaffe en eller flere helligdage. Ikke af religiøse årsager – og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har spist en hvede.

Jeg synes bare ikke, at det er fair, at det igen er pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere og andre lønmodtagerne, der skal holde for.

Vi har lige fået amputeret efterlønsordningen, fordi et borgerligt flertal synes, det var en god idé, og nu kommer så et forslag om at afskaffe fridage.

At afskaffe en eller flere helligdage vil godt nok betyde flere arbejdstimer på arbejdsmarkedet, men for vores medlemmer vil det også betyde mindre tid til familien og mere arbejde, som man sandsynligvis ikke vil kunne se afspejle sig på lønsedlen.

Forbundet FOA – Fag og Arbejde har i en ny medlemsundersøgelse spurgt 1707 medlemmer, hvad de vil foretrække, hvis ledigheden falder så meget, at det bliver nødvendigt at arbejde mere. Et meget stort flertal på 70 procent svarer, at de helst vil arbejde lidt længere dagligt.

Og det er helt naturligt. Rigtigt mange af vores medlemmer er i de seneste år blevet sat ned i tid i forbindelse med besparelser, samtidigt med at der stort set ikke opslås fuldtidsstillinger mere.

Det vil derfor være en langt klogere strategi at sikre vores medlemmer en reel ret til at gå ”op i tid” frem for at tvinge dem til at arbejde på f.eks. Store Bededag og 2. Pinsedag.