Kandidater til FTR-valg 2025

Den 27. oktober 2025 8.30 er der FTR-valg på almenområdet i København. To af de nuværende fællestillidsrepræsentanter er på valg.
Der er pt. tre kandidater. Du kan læse deres valggrundlag herunder.

Maria Amelia Levin Mortensen:

Hej, mit navn er Maria Amelia. Jeg er 32 år og arbejder som pædagog og TR i en dobbelt TRIO i Specialklyngen, i institutionen De Fire Birke.

Jeg stiller op som jeres næste fællestillidsrepræsentant, fordi jeg ønsker at være den støtte og stemme, som jeg selv engang havde brug for. Min interesse for TR-arbejdet begyndte nemlig, da jeg gennemgik en svær periode med stress og sygemelding – og fik en utrolig god og støttende hjælp fra en FTR. Den hjælp gjorde en stor forskel for mig, og det gav mig lyst til selv at kunne give noget tilsvarende videre til jer.

Jeg ved, hvor vigtigt det er at blive lyttet til og få den rette støtte, når det virkelig gælder. Derfor er jeg meget optaget af at arbejde for, at man har et trygt og åbent arbejdsmiljø, hvor alle føler sig set, hørt og respekteret. Jeg vil kæmpe for bedre vilkår, god dialog og et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden – både i gode og svære tider.

Et særligt fokus for mig som TR i Specialdaginstitutionen De Fire Birke på MED niveau, men også i huset generelt er at sikre en fair behandling af alle medarbejdere.

Jeg vil være tilgængelig, ærlig og engageret, og jeg vil tage jeres bekymringer og idéer med videre.

Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at jeg stiller op mod to stærke kandidater, som begge har lang erfaring og en bred viden om FTR-arbejdet. Men jeg tror på, at mine personlige erfaringer, mit engagement og min tilgang til at skabe et støttende og respektfuldt arbejdsmiljø kan tilføre noget nyt og anderledes. Jeg kommer ikke nødvendigvis med den længste erfaring i rollen som TR, men jeg har et stærkt ønske om at hjælpe jer, og jeg vil arbejde målrettet på at sikre, at alle får den støtte og opmærksomhed, de har brug for.Jeg håber, I vil give mig jeres tillid og stemme, så vi sammen kan løfte vores fælles arbejdsplads og hinanden endnu bedre.

Med venlig hilsen Maria Amelia


Maria Porse:

Kære tillidsrepræsentanter                                                                                                                            

Jeg genopstiller som FTR på almenområdet i København fordi jeg brænder for pædagogik, fagpolitik og for det fællesskab, vi har i LFS, og i særdeleshed brænder jeg for det samarbejde, jeg har med alle jer tillidsrepræsentanter.

De 6 år, jeg har været FTR, har været fyldt med spændende opgaver, der favner bredt; lige fra at kunne gøre en forskel for den enkelte, sætte fokus på vilkår og arbejde for fællesskabet og respekten for vores fag.

LFS bygger på solidaritet, fællesskab og kampen for ordentlige vilkår – og det er netop de værdier, jeg ønsker at videreføre og styrke i mit arbejde som FTR. Det er der mit fokus vil ligge, hvis I genvælger mig, og så vil jeg, sammen med jer, fortsat sætte fokus på organisering og udbredelsen af kendskabet til LFS og hele fagbevægelsen. Det sker ved en fortsat prioritering af deltagelse på jeres arbejdspladsklubber og ved den løbende dialog, med jer omkring organiseringsopgaven men også med jeres kollegaer.

I mit daglige arbejde som FTR er det altid jer tillidsrepræsentanter, der har min første prioritet
og hver dag gør jeg mig umage for at give jer den bedste sparring om alt lige fra lønforhandlinger, arbejdstidsregler, arbejdsmiljø, svære samtaler, TRIO-samarbejdet, bisidderrollen mm.

Sammen med jer og resten af LFS vil jeg gøre mig særligt umage og kæmpe videre for endnu bedre arbejdsvilkår, bedre trivsel og mere balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Jeg ser frem til de kommende overenskomstforhandlinger, hvor vi skal være sammen om at skabe god aktivisme og udbrede vores OK-26 krav. Hvor vi fortsat skal kæmpe for vores faglighed, arbejdsvilkår og respekt for vores fag og for vores arbejdsliv.

Lidt om mig:
Jeg har arbejdet inden for det pædagogiske område siden 1995, hvor jeg startede som pædagogmedhjælper på en byggelegeplads i Værløse. I 2000 blev jeg færdiguddannet pædagog – og har lige haft 25-års jubilæum i LFS! I mit pædagogiske virke har jeg primært arbejdet inde for 0-10 års området, men har også været inde for specialområdet, hvor jeg en kort årrække var på et familieambulatorie for stofmisbrugere. I 2012 blev jeg valgt som tillidsrepræsentant og i den forbindelse blev jeg fagligt aktiv i LFS. Jeg har gennem årene været medarrangør til flere happenings og demonstrationer rundt omkring i København og har af flere omgange været inviteret ind på Christiansborg for at tale om det pædagogiske fag og vores vilkår.

Jeg håber på jeres fortsatte tillid, opbakning og stemme til at fortsætte som jeres fællestillidsrepræsentant.


Vibeke Jensen

Kære Tillidsrepræsentanter

Mit navn er Vibeke Jensen, og jeg genopstiller som Fællestillidsrepræsentant. Min motivation er min passion for pædagogik, fagpolitik og for at fremme stærke fællesskaber – både i BUF og i LFS.

Mit store ønske for at blive genvalgt er, at jeg kan fortsætte det arbejde, jeg er startet. Og at jeg fortsat kan være med til at forbedre det pædagogiske område. Jeg har et stort ønske om fortsat at hjælpe i opgaveløsningen som sparringspartner for jer TR’ere og stille mig til rådighed, når I har brug for det.

Man må sige, at det tager tid at komme rigtigt ind i rollen som FTR, og der vil heldigvis også altid være nyt at lære og nyt at blive bedre til. Da jeg var ny FTR havde jeg fuldt fokus på regler og rettigheder, hvor jeg i dag har fuldt fokus på at være to skridt foran i store dele af min opgaveløsning. Regler og rettigheder ligger helt implicit i mig nu, men virkeligheden kalder på at være to skridt foran.

Jeg ønsker fortsat at sætte fokus på den politiske dagsorden på vores område, gennem aktivisme, vidensdeling, stemmen fra området og aktiv deltagelse i den politiske debat.

I LFS står vi sammen, vi løfter hinanden og vi løfter i flok. Jeg ønsker at fortsætte med at sætte LFS, solidaritet, sammenhold og arbejdsfællesskab på dagsorden, når og hvor jeg er. Derfor genopstiller jeg.

Lidt om hvem jeg også er:

Jeg startede min karriere som pædagogmedhjælper i 2000, senere blev jeg uddannet PGU, og derefter blev jeg uddannet pædagog i 2008. Efter at have været i en vuggestue i en integreret institution, søgte jeg til fritidshjemsområdet. Jeg har primært arbejdet på fritidshjemsområdet, som senere blev til KKFO området. Min seneste stilling, som pædagog og tillidsrepræsentant, ude på området var i en special KKFO, hvor en del af min stilling lå i skolens specialklasserække. Jeg var i stillingen i 9 år, hvilket betyder, at jeg har været igennem den forandring, det var at gå fra at være et fritidshjem og til at blive en KKFO. Da vi stod i forandringsprocessen fra Fritidshjem til KKFO, var jeg konstitueret leder på egen matrikel, og det var en spændende tid, som lærte mig en masse om de forandringer, der sker i BUF og på arbejdspladsen. Det, der lærte mig mest i den proces, vi var igennem, er, hvordan det er at være personale i store forandringsprocesser, og dette har været til stor gavn i min nuværende stilling som fællestillidsrepræsentant. Jeg er 49 år, har 2 voksne børn og mit 3. barnebarn på vej. Jeg bor i København NV og så elsker jeg Romkugler!

Jeg håber på jeres fortsatte tillid og opbakning til vores fremtidige fællesskab og fremtidige samarbejde.

De bedste hilsner Vibeke Jensen, FællesTillidsRepræsentant LFS almen.