Faglig konsulent til sagsbehandling

Er du skarp til lovtekster og paragraffer? Og vil du have en konsulentstilling, hvor du gør en forskel for FOA’s medlemmer? Vær med til at arbejde for lige arbejdsvilkår i Danmark, og få et selvstændigt job samt en 37-timers arbejdsuge, som du selv er med til at planlægge.

FOA – Sammen gør vi forskellen

FOA 1 er en del af FOA, som er Danmarks tredjestørste fagforbund med ca. 182.000 medlemmer, som primært er ansat i den offentlige sektor. Vi arbejder for at give vores medlemmer de bedste vilkår, forudsætninger og muligheder – til gavn for dem selv og samfundet. 

 

Gør en forskel for vores medlemmer

Du får din hverdag i FOA 1 i Valby, hvor du og dine 5 kolleger behandler sager om løn- og ansættelsesvilkår samt indgår i forhandlinger med arbejdsgiverne. Sagerne kan omhandle afskedigelses- og lønsager, fejl i udbetalinger eller uhensigtsmæssige arbejdsprocesser, som FOA skal kigge nærmere på.

 

Din dag går derfor med:

  • sagsbehandling af medlemssager

  • direkte medlemsbetjening over telefonen i vores frontkontor

  • forhandlinger med arbejdsgiverne i Københavnsområdet

  • at rådgive vores tillidsvalgte og undervise dem i nye afgørelser.

 

Gode arbejdsforhold og faglig sparring

I sekretariatet arbejder du sammen med 3 faglige sekretærer og 2 faglige konsulenter med juridisk baggrund. I sparrer om og hjælper hinanden med sagerne, men I sidder med hver jeres ansvarsområde, som I selvstændigt driver. Du vil hurtigt fornemme, at FOA er en arbejdsplads, hvor du får stor frihed og mulighed for selvstændigt at planlægge og udføre dine opgaver.

 

Derudover får du nogle gode kolleger, der trives med en direkte tone og sort humor. Og så tilbyder vi naturligvis 7 ugers ferie, betalt frokostpause, særlige fridage og en god løn efter dine kvalifikationer.

 

Skarp konsulent med gode kommunikationsevner

FOA går ind for mangfoldighed, også i medarbejderstaben. Derfor kan du være introvert eller ekstrovert, så længe du har de rette faglige kompetencer. Vi ser dog gerne, at du forstår at sikre en god dialog med forskellige aktører, og at du har gode samarbejdsevner. Du har:

  • måske en uddannelse som jurist eller en anden relevant baggrund, hvor du har siddet på kontor og arbejdet med lovtekster, paragraffer eller forhandlet vilkår eventuelt fra en løn-/personaleafdeling eller personaleorganisation

  • nogle års erfaring fra en lignende stilling

  • gode formidlingsevner på dansk, skriftligt og mundtligt, så du kan gøre kompliceret lovstof forståeligt for medlemmerne.

 

Lyder det som noget for dig?

Så send din ansøgning og dit CV til foa1@foa.dk senest onsdag den 8. november 2017. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte formand Ken Petersson på kpp048@foa.dk eller næstformand Steen Vadgaard på sv048@foa.dk eller på telefon 46 97 11 00.

 

Der afholdes ansættelsessamtaler i uge 45-48. Tiltrædelse snarest muligt.

 

Vi glæder os til at høre fra dig.