Har du fri 1. maj?

Har du halvt fri eller helt fri 1. maj? Skal du på arbejde, selvom du har fri? 1. maj kan være indviklet, vi prøver at give en forklaring her.

Hvordan er det nu, det er? Hvert år får FOA 1 rigtig mange henvendelser om 1. maj. Især på Overenskomst for teknisk service er der problemer, hvilket er forståeligt, for reglerne er forskellige alt efter, hvor du er ansat. De andre overenskomster driller også, så det kan være svært at finde hoved og hale i det hele.

Vi prøver at samle op på de større overenskomster nedenfor. Hvis du er på en anden overenskomst, så ring til os eller skriv en mail.


Overenskomster for ansatte i kommunerne:

Overenskomst for teknisk service:


1. I FKKA-området (Foreningen af Kommuner i Københavns Amt)

Her er 1. maj en hel fridag, så din arbejdsgiver giver fri for de timer, som ligger før kl. 12.00.

I flere kommuner har vi indgået aftale om 4 timer, men der er også kommuner, hvor vi har aftalt 5 timer og så er der kommuner, hvor vi ikke har indgået en aftale, så der har man fri i arbejdstimerne før kl. 12.00.

Det skal siges, at der ikke er tillæg for timerne efter kl. 12.00, hvis du evt. bliver kaldt på arbejde. Så har du blot frihed til gode til et andet tidspunkt.

Hvis du arbejder på en netto-årsnorm er der en lang teknisk forklaring på, hvordan det gøres, men den bringer vi ikke her.

 

2. Teknisk Service i København og Frederiksberg kommune

Her er 1. maj henholdsvis en søgnehelligdag eller en skæv helligdag. Du får derfor søndag/helligdagstillæg på dagen, hvis du arbejder. Du har fri på dagen, men kan blive kaldt på arbejde – ligesom alle andre dage i løbet af året.

Den samme regel gælder for Miljøkontrollørerne, som er indskrevet i samme overenskomst.

 

3. Overenskomst for arbejdsformænd, vejformænd og faglærte gartnerformænd m.fl.:

Her er 1. maj ikke en fridag. Medmindre du arbejder i København eller Frederiksberg Kommune, så er det en søgnehelligdag.

 

4. Overenskomst for beredskabs- og ambulancepersonale:

Der fremgår ikke særlige regler om 1. maj i overenskomsten.  1. maj er på lige fod med mange andre overenskomster en halv fridag, hvor fridagen starter kl. 12.00.

Der er heller ingen særlige regler i København.

 

5. Overenskomst for specialarbejdere i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune:
Overenskomsten fortæller, at 1. maj er en søgnehelligdag og ud over, at du har fridag, så skal der betales tillæg, hvis du bliver kaldt på arbejde på dagen.

 

6. Overenskomst for tilsynsførende assistenter ved forsorgsinstitutioner:

Her er to muligheder:

På landsoverenskomsten er du ansat på Aftale om arbejdstid for de kommunale døgnområder - social- og sundhedspersonale, hvor der kun er ½ fridag

Hvis du er ansat i København eller Frederiksberg Kommune har du en hel fridag, da dagen er en søgnehelligdag. Der er du dog ansat på Aftale om arbejdstid for de kommunale døgnområder - pædagogisk område.

 

Overenskomster i Danske Regioner:

7. Overenskomst vedrørende løn- og arbejdsforhold for ambulanceuddannet personale:

Arbejdstidsaftale (DR) for SOSU-personale gælder for dig, derfor har du fri 1. maj. 1. maj honoreres som søndagstjeneste, men der gives ikke erstatningsfrihed.

 

8. Overenskomst for vagtcentralpersonale:

Hvis du arbejder på denne overenskomst, så har du en halv fridag.

 

 9. Sygehusportører (Danske Regioner):
1. maj er en fridag og bliver i tilfælde af, at du skal på arbejde, honoreret som en søndag, da Arbejdstidsaftale (DR) for SOSU-personale også gælder for dig, når du er portør.