FOA er klar med krav til OK 24

Der har været stor interesse for at komme med ønsker til OK 24

Forhandlingerne til OK 24 begynder snart. FOA Vest har i den forbindelse holdt tre medlemsmøder med ønsker til overenskomstforslag for øje. Der var god deltagelse ved forbundets regionsmøde, hvor 55 medlemmer deltog. Derudover har I via mail indsendt mange spørgsmål, og de er alle skrevet ind og videresendt. Der har været stor interesse for at komme med ønsker/krav denne gang, hvilket, tror jeg, afspejler forventningerne til resultaterne ved OK24.
På vores medlemsmøder – og i de indkomne forslag - er der store krav og forventninger til lønstigninger lig det, som blev forhandlet på plads på det private område. Både grundlønsstigninger og anderledes lønforløb er et stort ønske.
Der er også et ønske om en bedre honorering af aften-, nat og weekend-arbejde, såvel som et stort ønske om at øge weekendhonoreringens længde. Der er også et stort ønske om forbedringer af løn og arbejdsvilkår for alle elever - herunder, at de får pension af lønnen under uddannelse.

Der er ingen tvivl om, at forventningerne fra alle 60 faggrupper er høje. Derfor kan vi se frem til nogle svære forhandlinger. Det er vigtigt, at vi ude i landet bakker op om forhandlerne, så vi kan komme i mål med vores krav.

Meld en kollega ind
For at stå bedst muligt rustet til en eventuel konflikt, er det vigtigt, at du sammen med dine kolleger støtter op om fællesskabet, så vi står stærkest muligt. Få kollegerne med i fællesskabet inden overenskomstforhandlingerne. For at være omfattet af konfliktunderstøttelse, skal man være medlem inden 1. februar 2024. Og alle medlemmer, der indmelder en kollega eller bekendt, honoreres med et gavekort på 300 kr. pr. medlem. Det vigtigste er dog, at jo flere I er til at støtte op på arbejdspladsen, jo stærkere står I ved en konflikt. Det er her kampen skal stå for højere løn og bedre arbejdsvilkår.

SAMMEN GØR VI FORSKELLEN