Psykolog og skuespiller David Owe lærte os om stresshåndtering

450 medlemmer til Fælles faglig dag

450 FOA-medlemmer var 28. marts samlet i Dokken til Fælles Faglig Dag. Det blev en aften med faglighed, hygge-snak, lækker mad og dybe vejrtrækninger.

Et dybt suk lyder gennem Dokken. Næsten som når Team Esbjergs håndbold-damer rammer stolpen i sidste sekund og kun får uafgjort. Men denne aften er det psykolog og skuespiller David Owe, der fremkalder det dybe suk. Han er på scenen for at fortælle om stress, og hvordan man bedst kan håndtere det for 450 FOA-medlemmer til Fælles faglig dag.
- Mave - bryst - og helt op i hovedet. Træk vejret helt ind og slip, lyder det fra David Owe, og salen svarer med et dybt suk. En tredjedel af os har oplevet stress. I pressede situationer og tider med stress, trækker man vejret både forkert og for hurtigt, og derfor er vejrtrækningsøvelser en del af David Owes forsvar mod stress - vejtrækningsøvelser dæmper angsten.

Romeo og Julie
Man kan også håndtere stress ved at ændre noget fysisk. Engang skulle David Owe spille Romeo - fra Shakespeares Romeo og Julie - og han brød sig ikke særligt meget om Julie. Men aften efter aften sad han på knæ og erklærede Julie sin store kærlighed.
- Med min krop og bevægelser skulle jeg vise, at jeg elskede hende. Efterhånden begyndte mine handlinger at ændre sig og til sidst, begyndte jeg at tænke anderledes om hende, og den dag i dag er vi gode venner. Du kan også prøve at sætte dig med benene på bordet og hænderne foldet bag nakken og læn dig mageligt tilbage. Prøv så at fortælle om noget svært. Det kan man ikke, og det viser bare, at man kan ændre på noget ved at ændre på eksempelvis sin kropsholdning, forklarer han.
Og tror man, at David Owe har glemt at være skuespiller, så kan man godt tro om igen. Det viste han under øvelsen "Tæsk David Owe", hvor et FOA-medlem fik lov at komme på scenen "og afreagere" med både spark og slag på ham - Det var glimrende skuespil.

Faglighed og inspiration
Fælles faglig dag var meget mere end stresshåndtering og dybe vejrtrækninger. Der var boder, hvor vores faggrupper fortalte om deres arbejde. Søren Rundstrøm, pædagogisk assistent på Sct. Jacobi Skole, havde taget et helt klasseværelse med, hvor både bord og stol er lyddæmpende. Vores samarbejdspartnere fortalte om deres mange gode medlemstilbud, vores faggruppe-klubber var der og fortalte om deres tilbud. Der var masser af konkurrencer - Der var FOA Vests tipskupon, der var noget sværere end sidste gang, men der blev fundet en vinder!
Men først og fremmest var der 450 deltagere, der cirkulerede lystigt rundt mellem boderne og fik snakket med hinanden på kryds og tværs, fik inspiration og lærte nyt - Lige som en Fælles faglig dag skal være.
Og så skal det da lige nævnes, at Plejecenter Poghøj vandt titlen som Årets Arbejdsplads - Det kan du læse mere om et andet sted i nyhedsbrevet

FOA Vest vil gerne sige en stor tak til vores samarbejdspartnere, sektorerne og ikke mindst deltagerne for en festlig, forrygende Fælles faglig dag - Og som en af deltagerne bemærkede - Det er en skam, at det kun er hvert andet år.