Krigen berører alle

På Helle Plejecenter er både Justyna fra Polen og Olga fra Rusland berørt af krigen i Ukraine

Siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar har krigen berørt os alle – Enten har vi ukrainske venner, kender folk i Ukraine eller vi har set billeder fra krigen på nyhedskanalerne. Justyna Karpowicz fra Polen er social- og sundhedshjælper på Helle Plejecenter, og Olga Madsenustyna Karpowicz, der arbejder i køkkenet, er født i Rusland, og krigen har også indflydelse på deres hverdag.

Frygt for Putin

Justynas forældre bor cirka 300 kilometer fra den ukrainske grænse, men også i deres lille landsby mærker de konsekvenserne af krigen. 
- Det er første gang, de oplever sådan en situation, og det påvirker dem. I byen samler de tøj ind til flygtningene, og de hjælper dem, så godt de kan – De prøver især at hjælpe børnene, fortæller Justyna Karpowicz.

Og mens byen hjælper så meget, den kan, så er der også noget andet, der bekymrer Justyna. Hun er ikke sikker på, at det er nok for Putin at få Ukraine – Hun er bange for, at han kan finde på at angribe Polen, hvis ikke han bliver stoppet.
- I Polen er vi ikke bange for de flygtninge, der kommer fra Ukraine – Vi er bange for Putin, og hvad han kan finde, siger Justyna.

Frygten for Putin kan Olga Madsen nikke genkendende til. Selvom hun har boet i Danmark i 30 år, så ved hun, at det russiske folk også er bange for Putin. 
- Ingen tør sige noget i Rusland – Hvis man snakker om krigen, risikerer man at komme i fængsel, fortæller Olga Madsen

Hvad kan han finde på?

I det hele taget er Olga Madsen ikke sikker på, hvad Putin kan finde på, for der er ingen, der er tæt på ham længere. 
- Da han kom til efter Jeltsin gjorde han folk rige, og han var populær, men med sanktionerne er jeg bange for, at folk bliver fattigere. Det bliver ikke rart for russerne efter krigen, vurderer hun.

Hverken Justyna eller Olga havde regnet med, at der blev krig. 
- Jeg var i chok – Jeg var godt klar over, at Putin ikke var for klog, men det havde jeg ikke regnet med, siger Olga Madsen.