Et broget billede af budgetterne

Ikke så slemt som frygtet, men bestemt heller ikke så godt som håbet. Sådan endte næste års budgetter i Esbjerg, Varde og Vejen.

Energikrise, stigende inflation, krig i Ukraine samt en stram aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Der er nok af årsager til, at kommunernes budgetter for 2023 er stramme, og der bliver ikke ruttet med pengene. Men på den anden side set, så kunne det have været værre.

Rekruttering på dagsorden 
I Varde Kommune er politikerne enige om, at manglen på hænder på nogle måder er en større udfordring end mangel på penge.

I det hele taget er fællestillidsrepræsentant Hanne Jespersen tilfreds med kommunens budget.
- De ældres klippekort bevares, og der bliver heller ikke indført egenbetaling for kørsel til daghjem, som der var tale om. Ordningen med sygeplejersker på plejecentrene forsætter også, fortæller hun.

Der bliver desuden afsat ½ mio. kr. til teknologi og hjælpemidler til aflastning og 1.58 mio. kr. til understøttelse af arbejdskraftudfordringer på ældreområdet. Disse penge kommer fra driftsbudgettet fra Lyngparken, hvor der skulle have været opført otte boliger i år, men de bliver så opført i 2023 – Så der skal der ikke bruges driftsmidler.
- Som sådan ser det ok ud, men vi skulle gerne have løst vores rekrutteringsproblem, understreger Hanne Jespersen.

Frygt for personalet 
Sparekniven skal svinges for 13,3 mio. kr. på voksenhandicap- og ældreområdet i Vejen Kommune, og her frygter Social- og sundhedssektorformand i FOA Vest, Marianne Brogaard Jensen, at den besparelse vil komme til at gå ud over personalet.

- Vi frygtede noget værre og serviceniveauet ser ud til at blive bevaret. Men når man så samtidigt skærer i lønudgifterne, så kommer personalet til at løbe endnu stærkere. Der bliver allerede brugt meget ufaglært personale, og det gør det heller ikke lettere for de faglærte, understreger hun.

Og så håber hun, at politikerne vil tage ansvar og stå på mål for besparelserne, så det ikke bliver sundhedspersonalet, der skal fortælle borgerne, at der er besparelser på vej.

Politikere tager ansvar 
Esbjerg Kommune har påbegyndt en flerårig spareøvelse, hvor der skal spares 75 mio. kr. over de næste tre år. I 2023 skal de første 15 mio. kr. findes i budgettet.

- Vi frygtede lidt, at de ville finde alle pengene på én gang. Næste år kan vi opretholde serviceniveauet for borgerne, men de følgende år bliver meget svære, siger fællestillidsrepræsentant Lissi Hansen.

Endnu er det kun bestemt, at der skal spares 15 mio. kr. i 2023, men hvor og hvordan pengene skal findes er ikke besluttet endnu.

Og så er der kommet det positive ud af forhandlingerne, at politikerne denne gang har lovet, at de nok skal tage ansvaret for besparelserne de kommende år.
- Sådan skal det jo være – Det er politikerne, der har ansvaret og skal stå på mål for budgettet, men det er første gang, at de også siger til os, at de vil stå på mål for det, og det er positivt, siger Lissi Hansen.