Et år med fokus på velfærden

Den ny regering vil også have fokus på velfærd, og det er der behov for.

Snart er 2022 slut, og vi kan se tilbage på et år, hvor velfærdsområderne har været i fokus - ikke mindst under valgkampen. Nu er der præsenteret en SVM-regering. Præsentationen af regeringsgrundlaget gav nogle løfter til velfærdsområdet. Der afsættes tre milliarder til lønstigninger på det offentlige område.

Beskæftigelsesfradraget hæves, og der afsættes midler til psykiatrien samt de svageste i samfundet. De næste dage bliver det sikkert mere klart, hvad deer nærmere ligger i regeringsgrundlaget, som rummer både roser og tidsler. Blandt andet er der fjernelse af en helligdag, hvilket jeg tænker arbejdsmarkedets parter skal forholde sig til.
Den kommende tid skal FOA Vest se på, hvad det betyder på ældre- børne og sundheds-området og arbejde med det til medlemmernes og borgernes bedste.

Jeg har netop deltaget på nogle møder med tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter. Her fremgår det tydeligt, at arbejdsmiljøet er under pres. Det er altså ikke lønningsposen alene, der er afgørende for, om man arbejder på velfærdsområderne. Det viser medarbejder-tilfredshedsundersøgelser også. Arbejdspresset og nogle steder forråelsen i form af mobning og chikane gør, at medarbejdere vælger området fra. Det skal vi sammen med arbejdsgiverne arbejde på at få ændret.

Derfor er det vigtigt, at medarbejderne står sammen. Sammenholdet samt arbejdet for fællesskabet og arbejdsvilkårene kæmper vi for i FOA. Vi ved, at økonomien er stram hos mange medlemmer og kolleger, der endnu ikke har valgt os til. Der har lige i disse dage været holdt webinarer om, hvordan du får pengene til at slå til i en krisetid. Du kan også gå på FOAs hjemmeside og få tips og spareråd. Du kan også melde en kollega ind i FOA, så en mere for glæde af vores mange medlemsfordele. For ulejligheden får du et gavekort på 150 kroner. 

Du og din familie ønskes en glædelig jul samt et godt nytår.