Genoptagelse af sygedagpengesag
Det er din kommune der tager stilling til, om din sag kan genoptages
Du kan måske få genoptaget din sygedagpengesag
Ny praksis
Efter dom i Højesteret, har Ankestyrelsen truffet en principafgørelse(75-15), der ændrer praksis om tidspunkt for standsning af udbetaling af sygedagpenge.
Det betyder at borgere, der har fået standset deres sygedagpenge inden de modtog en afgørelse, måske kan få genoptaget deres sygedagpenge.
Det er din kommune, der tager stilling til om din sag kan genoptages
Det er din kommune, der skal tage stilling til om der er grundlag for at genoptage sager, hvor udbetalingen af sygedagpenge er standset med tilbagevirkende kraft - ved revurderingstidspunktet (22 uger), generel varighedstidspunkt (tidligere 52 uger) eller i forbindelse med at dine sygedagpenge ophørte på grund af manglende forlængelsesmuligheder.
Hvad kan det betyde for dig, hvis der er grundlag for at genoptage din sag:
-
Det kan måske betyde, at du har ret til sygedagpenge efter det tidspunkt hvor din udbetaling blev standset. I så fald vil du have sygedagpenge til gode.
-
Det kan også betyde, at du ikke har ret til sygedagpenge, selvom din sag er afgjort med tilbagevirkende kraft, det kan for eksempel være fordi du har genoptaget dit arbejde, stillet dig til rådighed ved din A-kasse, eller du har raskmeldt dig.
Bemærk dog at de enkelte månedlige udbetalinger af sygedagpenge forældes løbende efter 3 år.
Hvis du mener du er i målgruppen, kan du kontakte din kommune og bede dem om at genoptage din sag.
Er din sag afgjort i Ankestyrelsen
Hvis din sag er afgjort i Ankestyrelsen, er det Ankestyrelsen, du skal kontakte med henblik på eventuel genoptagelse af sagen.
Du kan kontakte Ankestyrelsen på tlf: 33411200 eller på sikkermail.aalborg@ast.dk
Du kan læse mere om principafgørelsen og Højesteretsdommen på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk
Med venlig hilsen
Louise Vinther Christophersen
faglig sagsbehandler