Tillykke til Marie Louise - Velfærdstalent 2022

FOA Odense ønsker vores Velfærdstalenter tillykke

 

De seneste 5 år har PenSam og FOA hvert år kåret 100 unge Velfærdstalenter blandt flere hundrede nominerede.

I år er to af de kårede Velfærdstalenter medlemmer i FOA Odense.

Her kan du møde Marie Louise Stegø Hansen, som Afdelingsformand Nina Skov-Lauridsen og Afdelingsnæstformand Hanne Skyum har besøgt på arbejdspladsen med en buket.

 

Marie Louise Stegø Hansen er Social- og sundhedsassistent på Afd. S, Odense Universitetshospital.

Vi havde spurgt Marie Louise om hun ville møde os på OUH. Det var hun straks med på, for selv om hun egentlig er på barsel, kommer hun tit på afdelingen – ja faktisk så ofte, at selv afløserne kender navnet på hendes søn.

Når man møder Marie Louise, er man ikke i tvivl om, at man står foran en engageret, energisk ung kvinde, som er søgende på faglige udfordringer.

Marie Louise blev spurgt, om hun ville facilitere et forsøg sammen med en virksomhed, hvilket hun takkede ja til.

At hun tænker ud af boksen og tager udgangspunkt i patienternes ressourcer, stod hurtigt klart.

Med baggrund i en patient, som fortalte om sin nye swimmingpool, kom hun med et nytænkende forslag:

Hvorfor skulle patienten være indlagt på OUH, hvis patienten hjemme – med undervisning og støtte - selv kunne lave de relevante observationer?

At Marie Louise er et kæmpe fagligt fyrtårn, som cementerer at social- og sundhedsassistenternes kompetenceområder både kan være brede og spændende, kan man ikke være i tvivl om.

 

Herunder kan du læse virksomhedens indstilling af Marie Louise:

”Marie Louise har et helt særligt talent for udvikling med patienten for øje. Afdelingen har i en treårig periode været igennem et innovations- og digitaliseringsprojekt, hvor Marie Louise gang på gang har taget teten og gjort en ekstra indsats for at få en ny teknologi taget i brug - fordi det kunne give patienterne en fordel. Fx blev Marie Louise ambassadør for et projekt, hvor IBD-patienter (kronisk tarmbetændelse) selv skulle veje og beskrive deres utallige afføringer under en indlæggelse. Tidligere skulle patienterne bære deres fyldte bækken gennem gangene fra toilet til skyllerum, men Marie Louise gjorde en stor indsats for at lære patienterne op i egen sygdom og introducere dem til teknologien. Alle adspurgte patienter var glade for den nye model, hvor de undgik Walk of Shame, som de kalder det, når bækkenet bæres på gangene. Alle patienter ville foretrække metoden, hvor de selv skulle veje og beskrive, frem for at få personalet til at udføre opgaven. Marie Louise har en særlig evne til at gennemskue, hvad der er bedst for patienterne – og personalet, samtidig med at hun har talent for at vurdere innovative løsninger og tage dem i brug, hvilket der i særlig grad er behov for i en tid, hvor vi har mangel på hænder, og manglen kun bliver større.” Michelle Lyndgaard