Hold øje med budgetlægningen for 2020 i din kommune eller i regionen

For de allerfleste af FOA/KLS’s medlemmer er vores arbejdspladser dybt afhængige af, hvordan og hvor mange penge, der afsættes til rengøring, kostproduktion i særligt børnehaver og på plejehjem og hospitaler.

Og det er NU vores arbejdsgivere – kommunerne og regionen er i gang med at lægge budgettet for 2020.

Der er ofte forslag fremme om at spare på rengøringen eller på maden eller på vasketøjet – og endnu værre forslag om at udbyde og udlicitere opgaverne til private firmaer.

Derfor er det vigtigt, at vi alle holder os orienteret om spareforslagene, der hvor vi arbejder. Alle kommuner har hjemmesider, hvor man kan læse referater fra byrådsmøder og hvad de kommer frem om budgettet for 2020.

Som medarbejder har du også mulighed for at holde dig orienteret om budgettet gennem dagsordener og referater fra MED-møder i din kommune. Normalt kan disse findes på kommunens intra-net, som du som medarbejder har adgang til.

Ser du forslag til budgettet for 2020, som kan påvirke dit arbejde og din arbejdsplads – så tag straks kontakt til enten din tillidsrepræsentant eller FOA/KLS. I fællesskab har vi sammen med borgerne mulighed for at påvirke beslutningerne, hvis vi er ude i god tid.

Det er for sent, når beslutningerne er truffet.

Venlig hilsen

Mimi og Ellen