Opholdskravet er nu afskaffet – du kan blive medlem igen

Opholdskravet for at få ret til dagpenge blev afskaffet den 1. februar 2020. Samtidig er der indført nye regler for dem, der har meldt sig ud eller lod sig slette af a-kassen på grund af opholdskravet.

Hvis du har meldt dig ud eller har ladet dig slette af a-kassen i 2019, fordi du ikke kunne opfylde kravet om ophold i Danmark i en årrække, kan du blive genindmeldt med den anciennitet, du tidligere har haft.

Hvis du vil have genoprettet dit medlemskab
Du kan henvende dig til a-kassen om at få genoprettet dit medlemskab i perioden fra den 1. februar til den 31. juli 2020.

Du skal efterbetale dit kontingent
Hvis du vil genindmeldes med din tidligere anciennitet, skal du efterbetale kontingent for den periode, hvor du har været udmeldt eller slettet. Hvis du har været medlem af efterlønsordningen og ikke fået dit efterlønsbidrag tilbagebetalt eller overført til en pensionsordning, kan du blive gentilmeldt ordningen ved at efterbetale efterlønsbidrag for perioden, hvor du ikke har været medlem. Du kan kontakte dit lokale a-kassekontor og få beregnet, hvor meget du skal efterbetale.

Din dagpengeret
Hvis du bliver genindmeldt i FOAs A-kasse, vil du have ret til dagpenge fra den 1. i den måned, hvor du anmoder om genoprettelse, hvis du er tilmeldt som ledig i jobcentret, og ellers opfylder kravene til at få udbetalt dagpenge.

Hvem gælder det ikke for?
Overgangsordningen gælder ikke for nye indmeldelser eller for udmeldelser før den 1. januar 2019. Det gælder heller ikke, hvis man aldrig nåede at melde sig ind - heller ikke, hvis årsagen var opholdskravet.

Bag om opholdskravet
Opholdskravet var gældende i perioden fra 1. januar 2019 til 31. januar 2020. Kravet betød, at medlemmer af a-kassen som udgangspunkt skulle have opholdt sig lovligt her i Danmark eller i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i sammenlagt mindst 7 år inden for de seneste 12 år for at kunne få ret til arbejdsløshedsdagpenge.