Forringelse af private dagplejeres mulighed for dagpenge

Ankestyrelsen har for nylig truffet en principiel afgørelse, der betyder, at private dagplejere kun kan opnå dagpengeret i tilfælde af ledighed, hvis de aflønnes på et niveau, der ligger tæt på den overenskomstmæssige løn for de kommunale dagplejere.

Fremover kan private dagplejere kun optjene ret til arbejdsløshedsdagpenge, hvis deres løn ikke afviger væsentligt fra den overenskomstfastsatte løn. Der behøver ikke være fuldstændig overensstemmelse, men forskellen må ikke være stor. Private dagplejere kan enten have status som lønmodtagere eller som selvstændigt erhvervsdrivende.

Ankestyrelsen: Ingen ret til dagpenge
I en konkret sag fik en privat dagplejer, som var lønmodtager, en månedsløn på knap 15.000 kr. Ankestyrelsen gav hende afslag på dagpenge, da hun meldte sig ledig, fordi afstanden var for stor til de ca. 21.000 til 22.000 kr., der er grundlønnen for kommunalt ansatte dagplejere. Der er tale om en ny fortolkning af reglerne fra Ankestyrelsens side, idet man tidligere har godkendt en større lønforskel.

Hvornår kan man få dagpenge som selvstændig dagplejer?
Afgørelsen har også betydning for dagplejere, som er selvstændige. Ifølge reglerne skal en selvstændig dagplejer tjene ca., hvad der svarer til 30 timers sammenligneligt lønmodtagerarbejde. Det vil i praksis sige, at man skal tjene ca. 17-18.000 kr. om måneden for at opnå ret til dagpenge. Dette er også en stramning i forhold til tidligere praksis.I FOAs lønmagasin på www.foa.dk/Social-Sundhed/Loen kan du se de aktuelle lønoversigter i overenskomsten, samt hvilken løngruppe de enkelte kommuner hører under.

Hvad er Ankestyrelsen?
Ankestyrelsen behandler blandt andet klager over afgørelser truffet i kommunerne, Udbetaling Danmark, a-kasser og jobcentre.