”DAs forslag til ny beskæftigelsespolitik er en ommer”

”Ledige hænger alt for længe fast i ledighed, fordi de ikke søger alle de job, de har mulighed for at varetage”, skriver Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i deres forslag til ny beskæftigelsesindsats af 9. december.

DA påstår endvidere, at ”hver sjette ikke står til rådighed” og de følger op i DAs nyhedsbrev, Agenda, den 17. december med en påstand om, at hver fjerde ledig ikke står til rådighed”.

I FOAs A-kasse kan vi slet ikke genkende disse tal, siger næstformand i FOA, Mona Striib.

De motiverede ledige
DA fremhæver også, at ”virksomhederne skal opleve ledige som motiverede og kompetente til straks at tage ledige job”. Denne pointe er vi enige i, men vi er ikke enige i, at ansvaret udelukkende skal placeres hos den enkelte ledige og hos jobcentrene. Efter vores opfattelse bør arbejdsgiverne kigge indad og tage deres del af ansvaret, fx ved at sikre reel kompetenceudvikling af deres medarbejdere, mens de er i job, så arbejdsstyrken løbende bliver opkvalificeret til at varetage de opgaver, som arbejdsgiverne har brug for. For vores oplevelse er, at de ledige søger vidt og bredt for at komme i arbejde.

Hvis arbejdsgiverne tror på det direkte økonomiske incitament, hvorfor så ikke sende regningen for den opkvalificering af arbejdskraften, der sker undervejs i et ledighedsforløb, videre til dem? De må være nærmest til at bære udgiften til en arbejdsstyrke, der har de rette kvalifikationer.

DA sammenligner æbler og bananer
DA baserer deres konklusioner på ”egne udtræk” på baggrund af Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse. Det svarer til at sammenligne æbler og bananer – fordi den definition af ledige, som ligger til grund for statistikken, er for bred og dermed ikke giver et retvisende billede af de personer, som skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi de får dagpenge eller kontanthjælp.

Danmarks Statistiks tal indeholder alle, som står uden for arbejdsmarkedet. Ud over dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere indgår også studerende og personer, som ikke er berettiget til offentlig forsørgelse under ledighed.  Hvis vi ser på gruppen af dagpengemodtagere alene, så indeholder statistikken også personer, som har et job på hånden samt personer, som er i gang med et aktiveringsforløb med henblik på at overtage et konkret job efterfølgende.

”Det ville klæde debatten at anvende et retvisende statistisk grundlag i stedet for at krølle tal fra Danmarks Statistik sammen og anvende dem til at drage konklusioner, som er helt ude i skoven!”, mener Mona Striib.  

Meningsfyldt forløb i stedet for flere samtaler
Alle forsikrede ledige er til samtale på skift i deres jobcenter og i a-kassen. Samtalerne afholdes begge steder med et interval på maksimalt tre måneder. Jobsøgningen og spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte står til rådighed for arbejdsmarkedet er en opgave, som ligger i a-kassen – en opgave, der bliver løftet hele vejen igennem dagpengeperioden. Vi tror på, at opgaven ligger bedst i a-kasserne, fordi vi kender vores medlemmers arbejdsmarked!

Vi tror ikke på, at flere samtaler med et jobcenter - eller for den sags skyld a-kassen - er vejen frem til et nyt job! Vi tror derimod på, at et meningsfuldt og individuelt tilrettet forløb – derfor ser vi frem til, at Arbejdsmarkedsstyrelsens forsøg med ”Den gode samtale” bliver gjort permanent, så reglerne bliver løsnet, og vi får mulighed for at tilbyde et mere fleksibelt forløb med udgangspunkt i den enkeltes behov. Vi tror også på, at uddannelse kan være vejen til ordinær beskæftigelse og at selvvalgt uddannelse er et godt redskab i den sammenhæng.

Vi ser et fremtidigt beskæftigelsessystem, som er baseret på et tættere samspil mellem a-kasser, faglige organisationer, jobcentre og ikke mindst arbejdsgivere med henblik på at understøtte den enkelte lediges indsats for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Vi ser et beskæftigelsessystem, hvor ledige får hjælp i deres a-kasse de første seks måneder af dagpengeperioden, og hvor jobcentrene understøtter ledige, som har behov for en særlig indsats for at komme i job.

”I det samarbejde har arbejdsgiverne en vigtig rolle i forhold til at kunne pege på de kvalifikationer og kompetencer, som er nødvendige for at løse fremtidens arbejdsopgaver på den enkelte arbejdsplads”, understreger Mona Striib. 


FOAs A-kasses opfordring til DA

  • Gå aktivt ind i et tættere samarbejde med a-kasser og jobcentre i stedet for at mistænkeliggøre den enkelte ledige og kaste med misvisende tal og statistikker
  • Få arbejdsgiverne til at tage deres del af ansvaret for en arbejdsstyrke, der er rustet til morgendagens behov
  • Stop kræve-mentaliteten og spil aktivt med i forhold til opkvalificering af egen arbejdskraft og peg på de kompetence- og kvalifikationsbehov, som arbejdsgiverne vil få brug for i fremtiden, så beskæftigelsesindsatsen kan målrettes og ressourcerne anvendes klogt
  • Sørg for, at ledige stillinger slås op og arbejd mod flere fuldtidsstillinger, som den enkelte kan leve af