Uddannelsesordning for ledige er nu vedtaget

Uddannelsesordningen for ledige, der bruger de sidste dagpengeklip i perioden mellem den 30. december 2012 og den 30. juni 2013, er nu en realitet, da den blev vedtaget den 19. december. Der er nu muligheder for at få uddannelse på kontanthjælpsniveau efter ophør af dagpengeretten

Er du ledig og har du brugt de sidste dagpengeklip omkring årsskiftet og i løbet af januar 2013, så bør du skynde dig hen på jobcentret allerede nu og sige, at du er interesseret i uddannelse. Du kan henvende dig, før din dagpengeret ophører og tilkendegive, at du ønsker at være omfattet af ordningen.

Uddannelsesordningen sikrer forsørgelse uafhængig af formue
Ordningen giver ret til en særlig uddannelsesydelse i op til 6 måneder, når dagpengeretten er opbrugt. Den periode, du har fået dagpenge i allerede, og perioden med den nye uddannelsesordning må dog ikke overstige 4 år samlet set.

Den særlige uddannelsesydelse er på 13.952 kr. pr. måned (2013), hvis du har forsørgerpligt over for børn. Ellers er den på 10.500 kr. (2013). Det svarer til kontanthjælpen. Men modsat hvad der gælder kontanthjælpen, får du ydelsen uanset formue og eventuel ægtefælles formue og indtægt.

Kommunen udbetaler – men først når du henvender dig til jobcentret
Når du har mistet dagpengeretten og bedt om uddannelse, får du penge fra kommunen – også selvom du ikke er startet på en uddannelse endnu. Det samme er tilfældet i perioder mellem uddannelsesforløb. Men du får først penge fra den dag, du kontakter jobcentret og siger, du er interesseret i uddannelse. Derfor er kontaktet til jobcentret så vigtig.

Hvilke uddannelser er en del af ordningen?
Du kan gå i gang med en bred vifte af uddannelsestilbud, bl.a. forberedende voksenundervisning, almen voksenuddannelse, gymnasiale uddannelser, hf-enkeltfag, erhvervsuddannelser. Der er også mulighed for videregående voksen- og efteruddannelse. Du kan snakke med din a-kasse, fagforening eller jobcenter om, hvad der kunne være relevant for dig.

Det er et krav, at uddannelsen styrker muligheden for at komme i beskæftigelse. Jobcenteret kan træffe afgørelse om, at en uddannelse ikke styrker mulighederne for beskæftigelse og sige nej til uddannelsen. Du kan anke en sådan afgørelse.

Du skal stå til rådighed for arbejde
For at få den særlige uddannelsesydelse skal du være til rådighed for arbejdsmarkedet efter de samme regler, som hvis du fik kontanthjælp. Spørg evt. dit jobcenter til råds herom.

Se den vedtagne lov her

Find dit jobcenter her

Find din lokale a-kasse her