Dagpengereformen kan koste 14.000 danskere dagpengene hvert år

A-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, vil frem til sommeren 2012, følge, hvor mange ledige på dagpenge, der hver måned vil falde ud af dagpengesystemet, hvis virkningerne af dagpengereformen allerede i dag var slået igennem.

AK-Samvirke beregner i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kvartalsvis, hvor mange forsikrede ledige der hver måned vil falde ud af dagpengesystemet, dvs. overskride de to års dagpengeret.

”Vi gør det, at vi frem mod sommeren 2012 helt konkret optæller, hvor mange forsikrede ledige, der mister deres dagpengeret, hvis de nye regler allerede nu var gældende. Dermed får vi en ret præcis indikator på, hvad der venter os, når reformen træder i kraft,” forklarer Michel Klos, arbejdsmarkedspolitisk konsulent i AK-Samvirke på AK-Samvirkes hjemmeside.

Tendensen i FOAs A-kasse
Fra juli til september 2010 var 172 medlemmer af FOAs A-kasse faldet for 2-årsgrænsen. Efter at de havde brugt to års dagpengeklip, var de fortsat arbejdsløse. I forhold til det samlede antal a-kassemedlemmer er 4,9 % medlem af FOAs A-kasse.

Til sammenligning var der 30,8 % i 3FA (Fagligt Fælles Forbunds A-kasse), der i de seneste tre måneder har passeret 2 års dagpengeklip svarende til 1.086 personer. I forhold til det samlede antal a-kassemedlemmer er 12,0 % medlem af 3FA.

Tendensen generelt
I a-kasserne samlet set er tendensen nu, at 14.000 forsikrede ledige hvert år vil miste retten til dagpenge, når dagpengereformen slår igennem. Mister man først dagpengene, er både ens chancer for at få job og risikoen for fattigdom forøget betragteligt, fortæller professor ved Aalborg Universitet, Christian Albrekt Larsen:

”Vi ved, at når man spørger befolkningen, er det mere stigmatiserende at være kontanthjælpsmodtager end at være dagpengemodtager. Samtidig ved arbejdsgiverne jo, at det er restgruppen, der er tilbage blandt kontanthjælpsmodtagerne. Derfor går de helst uden om dem, når de skal ansætte ny arbejdskraft. Desuden er chancen for fattigdom større, når du mister dagpengene. Hvis du har formue, bliver du jo nødt til at bruge dine penge, inden du kan gøre dig forhåbninger om at få kontanthjælp, som kun ligger lige over fattigdomsgrænsen. ”

Du kan læse mere på AK-Samvirkes hjemmeside.