Pressemeddelelse

Claus Hjort Frederiksen stævnet i efterlønssagerne

A-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke har nu stævnet beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen med krav om refusion i sagerne om efterløn og ferie-modregning.

"I FOA bakker vi op om retssagen af al mulig kraft. Vi har nu udbetalt tæt ved 48,7 millioner kroner til 4.716 af vore medlemmer, der er kommet i klemme på grund af brølerne i Arbejdsdirektoratet og Beskæftigelsesministeriet," siger forbundsformand Dennis Kristensen.

Allerede i 2004 vidste beskæftigelsesministeren og Arbejdsdirektoratet, at efterlønsmodtagere kunne få udbetalt feriepenge uden modregning i efterlønnen. Men Arbejdsdirektoratet, som ministeren har ansvaret for, informerede først i 2006 a-kasserne om denne mulighed. Og først senere i 2006 blev loven ændret.

Ankenævnet, som er en uvildig instans, har i 13 klagesager slået klart fast, at ef-terlønsmodtagerne har krav på pengene.

AK-Samvirkes nye stævning omfatter de medlemmer, der har kontaktet deres a-kasse og ikke har fået at vide, at feriepenge kunne hæves uden fradrag i efterlønnen. Her mener beskæftigelsesministeren, at a-kasserne selv skal betale. Det er sager, hvor ministerens embedsmænd har "skjult" hullet i loven for a-kasserne. AK-Samvirke forlanger i stævningen refusion fra staten i disse sager.

Ministeren har i øjeblikket to sager kørende ved domstolene og har lige tabt en tredje retssag ved Østre Landsret om en fortolkning af ferieloven.

"Det efterlader desværre et indtryk af en minister, der overhovedet ikke har styr på sagerne. Med tre store sager kørende, med en retssag mod sit eget Ankenævn, og med en meget kritisabel opførsel om ikke at ville udtale sig om sagerne," mener Dennis Kristensen.

FOAs a-kasse har sendt knap 6.300 klagesager til Arbejdsdirektoratet på vegne af forbundets efterlønsmodtagere. Arbejdsdirektoratet har dags dato ikke truffet af-gørelse i en eneste af disse sager.

 


Lagt på den 31.05.2007