Debatindlæg: Borgmesterens flabethed

Samsinger, prøv at forestille jer denne situation:
En person skylder jer penge i årevis. Hvert år mødes I til en sammenkomst, og hver gang gør I personen opmærksom på, at personen skylder jer et pænt beløb. Hver gang erklærer personen, at han ikke har nogle penge og beder om udsættelse. Og da I ikke vil klippe håret af en skaldet, så lader I personen få udsættelse i adskillige år. Men til sidst bliver I selvfølgelig nødt til at sige, at nu skal pengene altså falde.

Personen lover da at betale pengene, men beder om, at han kan vente et år med at betale noget af beløbet. Også det giver I lov til og bliver selvfølgelig skuffede, da personen gengælder jeres venlighed ved at betale det første afdrag et år for sent. Helt galt går det dog, da personen offentligt giver jer skylden for, at han ”pludselig” skal af med pengene. I har skylden, fordi I har ladet ham skylde jer pengene så længe, mener personen.

En sådan flabethed ville nok få selv Dalai Lama til at eksplodere, og i FOA synes vi, at Borgmester Marcel Meijers udtalelser til Samsøposten 23. september 2016 er uartige.

FOAs efterreguleringssag for SOSU-personalet er nemlig helt, som jeg har beskrevet den ovenfor. Adskillige gange har vi krævet de penge, som vores medlemmer har krav på, og adskillige gange har vi givet Samsø Kommune udsættelse, fordi kommunen har klaget over en dårlig økonomi. Og alligevel giver borgmesteren nu FOA skylden for, at sagen ikke er blevet ”taget i opløbet”!

Hvis nogle skulle bebrejde os forløbet, så er det vores medlemmer, som har måttet vente længe på deres penge. Men vi håber, at de kan forstå vores langmodighed overfor en lille kommune, hvor FOA-medlemmerne jo også er borgere og skatteydere.

Jette Ohlsen
Formand for Social- og Sundhedssektoren
i FOA Århus
Chr. X’s Vej 56-58
8260 Viby J