Særligt for TR

Så er det tid til årets løntjek-kampagne

I uge 47 og 48 skruer FOA op for tjek af medlemmernes lønsedler, når vi igen i år kører løntjek-kampagne. Og som TR kan du også være med til at tjekke, at dine kolleger får den rigtige løn.

Fra d. 22. november til 5. december kører FOA løntjek-kampagne. Baggrunden er, at der stadig er rigtig mange FOA-medlemmer, der oplever fejl på lønsedlen (hver anden har faktisk oplevet fejl). Det betyder, at der for mange medlemmer kan være penge at hente ved at få et løntjek.

Kampagnen er både til gavn for eksisterende FOA-medlemmer, men den kan også være med til at få nye medlemmer.

Vi håber, at du som tillidsrepræsentant vil være med til at støtte op om kampagnen ved at hjælpe dine medlemmer med at få lavet et løntjek eller henvise til jeres lokale FOA-fagforening, hvor der er brug for det.

Kampagnen vil være synlig på sociale medier, i landsdækkende radio, på bannerannoncer og på den kampagneside, der er lavet til formålet.