Kommuner har forregnet sig med skattelettelser– mangler millioner i budgetterne

31 kommuner har valgt at sænke skatten i budgetåret 2015 for samlet 298 millioner kroner. En del af det beløb kan kommunerne få kompenseret fra en særlig statslig pulje på 150 millioner, der kan give op til 75 procents refusion af de tabte skatteprovenue. Men flere kommuner har været særdeles optimistiske, da de skrev den forventede kompensation ind i budgetterne. Det har efterladt huller for millioner af kroner.

Topscoreren er Vejle kommune. Her har man sænket beskatningen af erhvervsejendomme med samlet 39,1 mio. kr. og budgetteret med en statslig kompensation på 29,3 millioner, svarende til 75 %. Men Vejle har forregnet sig og modtager kun 9,1 millioner fra staten. De resterende 20,2 skal nu findes i budgettet.

”Det ligner unægtelig en slags besparelser i dommerens tillægstid, når man vedtager et budget, hvor der kommer til at mangle mange millioner. Om det er sket bevidst eller ej kan vi ikke vide, men i begge tilfælde er der tale om ualmindeligt dårligt håndværk i en række kommuner,” udtaler Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

Helsingør, Viborg, Silkeborg og Kolding står med tilsvarende problemer som Vejle kommune, dog mangler der knap så mange millioner i de fire kommuners budgetter.

”Jeg tør godt spå om, hvordan man ender med at lukke de her huller i budgetterne. Man ender med besparelser på ældreplejen og andre af de store velfærdsområder. Det kommer til at betyde dårligere service for ældre og børn og endnu mere pressede ansatte i sektoren, og det kan ingen være tjent med,” fortsætter Dennis Kristensen.

Læs analysen her