De faglige siloer bør nedbrydes i kamp mod personalemangel

Gør op med faglige siloer og brug medarbejderkompetencerne klogere end i dag. Det vil gavne både borgere, medarbejdere og afhjælpe en del af rekrutteringsudfordringerne, lyder det fra FOA og Forenede Care.

Manglen på arbejdskraft på sundheds- og ældreområdet kalder på, at vi bliver bedre til at bruge de mange forskellige faggruppers og enkelte medarbejderes kompetencer.

Både fordi det vil skabe mere tid til kerneopgaven og nedbringe antallet af forskellige medarbejdere, der besøger den enkelte borger.

Og så ved vi, at det vil bidrage til fastholdelsen af medarbejdere, når de får mulighed for at udleve deres faglige potentiale.

Robusthedskommissionen pointerede allerede i sensommeren 2023, da den lancerede sine anbefalinger til et mere robust sundhedsvæsen, at de faglige siloer bør nedbrydes.

Siden har den gode pointe ikke fået meget opmærksomhed, og det er ærgerligt.

Vi ser siloopgøret som en helt central del af løsningen på sundhedsvæsnets og ældreområdets store udfordring med mangel på personale.

Siloer kan brydes med delegation
Sundhedsfaglige opgaver bliver flere og flyttes i disse år.

Eksempelvis løser kommunerne i dag flere og flere sundhedsopgaver, der tidligere blev varetaget på sygehusene. Den ændrede arbejdsdeling mellem sygehuse og kommuner stiller store krav kommunerne og i særdeleshed til de medarbejdere, som skal løse opgaverne hos borgerne i hverdagen.

Der er samtidig uhensigtsmæssig stor forskel på, hvordan arbejdet organiseres og hvilke fagpersoner, der varetager de forskellige opgaver. Det gælder både i kommuner og regioner.

Den store variation i anvendelsen af medarbejdernes kompetencer og fortolkning af delegationsreglerne betyder, at det, som eksempelvis en social- og sundhedsassistent må udføre på én arbejdsplads, ikke nødvendigvis gælder på en anden arbejdsplads.

Delegation handler kort fortalt om opgaveoverdragelse fra en sundhedsfaglig medarbejder til en anden. Her har den pågældende ledelse ansvaret for, at den person, opgaven overdrages til, besidder de rette kompetencer til at kunne udføre opgaven fagligt forsvarligt.

Fordi opgaverne løses så forskelligt, er konsekvensen, at man i nogle kommuner sidder på en masse kompetencer, man ikke får bragt i spil. Det er superærgerligt, og der er rum for forbedring. Det er både lokalpolitikernes og de lokale ledelsers ansvar at forvalte rammerne bedre.

Gamle hierarkier bremser
En undersøgelse blandt FOA’s medlemmer viser, at hvert fjerde FOA-medlem i social- og sundhedssektoren oplever, at der er opgaver på deres arbejdsplads, de ikke må løse, selvom de har kompetencerne til det. Det kan f.eks. være social- og sundhedshjælperen, der sagtens kan løse en række sygeplejeopgaver, men som ikke får lov.

Samtidig viser undersøgelsen, at 12 procent har oplevet, at en opgave er blevet frataget deres faggruppe inden for de sidste to år. Det er især sygeplejefaglige opgaver, som i stedet skal varetages af sygeplejerskekolleger.

Vi mener, det er et udtryk for, at gamle hierarkier og faggrænser stadig spøger i kulissen, og konsekvenserne kan ingen være tjent med. For det gør, at der skal flere medarbejdere til at løfte opgaverne hos den enkelte, og det betyder, at borgeren får flere besøg og af flere forskellige medarbejdere.

Det giver ikke umiddelbart tryghed hos Fru Jensen – tværtimod.

Men det har også konsekvenser i form af forringet medarbejderfastholdelse.

FOA’s undersøgelse viser, at hvert tredje FOA-medlem overvejer at søge væk fra deres nuværende arbejdsplads. Overvejelserne om at søge nye græsgange er størst blandt de medarbejdere, der ikke oplever, at de har mulighed for at bruge deres kompetencer i deres nuværende arbejde.

Vi har set det virke
I en ny rapport om social- og sundhedsassistenter på hospitaler fremhæves det, at social- og sundhedsassistenter – trods en høj vagtbelastning – forbliver i arbejdet på hospitalerne, når de har mulighed for at bruge og udvikle deres faglige kompetencer.

Rapporten peger desuden på, at de lokale ledelser har et bærende ansvar for at nedbryde faglige siloer, så flere kan bidrage til en mere fleksibel og fælles opgaveløsning i praksis – til gavn for både den borger, der modtager hjælp, og for medarbejderfastholdelsen.

Vi ønsker, at lokalpolitikere og ledelserne på de enkelte arbejdspladser sikrer, at medarbejdernes faglighed og kompetencer bruges langt bedre end i dag. Det kræver, at de løfter sig fra fagkampe og nedbryder de gamle hierarkier og i stedet ser det store potentiale, der er i at lade medarbejderne udleve deres mangefacetterede fagligheder.

Bragt i Senior- og Sundhedsmonitor, den 10. april 2024