• Læs op
• Udskriv

I danske ører lyder forslaget forrykt: At man skal kunne give ældre, som ellers kunne leve længe endnu, hjælp til at afslutte livet, fordi samfundet ikke har råd og personale til deres pleje.

Desværre er der ikke tale om et manuskript til en dystopisk film om velfærdssamfundets komplette kollaps. Det er, som Kristeligt Dagblad berettede den 17. april, en debat, som lige nu er lyslevende i Belgien, hvor eutanasi har eksisteret siden 2002 for mennesker med livstruende sygdomme, og hvor kredsen af mennesker, der kan få aktiv dødshjælp, flere gange siden er udvidet.

Nu er tanken altså opstået, at også ældre, som ikke er syge, men blot over 80 år, måske også bør få adgang til eutanasi for at ”give livet tilbage”, som ophavsmanden bag idéen, lederen af et sundhedsforsikringsselskab, kalder det.

Vi har ikke aktiv dødshjælp i Danmark, men vi debatterer jævnligt emnet. Det Etiske Råd frarådede i efteråret klart aktiv dødshjælp. Alligevel har regeringen nedsat et kommissorium, som i løbet af årets anden halvdel skal komme med ”et refleksionsoplæg om danskernes forståelse af en værdig død ved de forskellige måder, som livet kan afsluttes på”.

Debatten herhjemme vil fortsætte. Det bliver dog over mit lig, at man herhjemme peger på, at ældres liv skal kunne slutte før tid, fordi samfundet ikke har råd til pleje og omsorg, eller fordi der ikke er personale nok.

De ældre har betalt et helt arbejdsliv til et veletableret velfærdssamfund. Jeg bliver helt dårlig ved den horrible tanke, at de så i stedet for hjælp til tilværelsens sidste år skulle kunne få en billet til en sidste rejse.

Det belgiske samfund er skruet anderledes sammen end vores velfærdssamfund med eksempelvis lovpligtige sundhedsforsikringer. Så jeg tør ikke begive mig ud i en konkret sammenligning, og jeg er ikke reelt bekymret for, at nogen herhjemme lige rejser et så frygteligt forslag. Men debatten i Belgien viser, at manglen på velfærdsmedarbejdere fører til et hårdt pres på samfundet. Det er et problem, vi skal tage dybt alvorligt, og som ikke går væk. Det kan vi se af den demografiske udvikling også herhjemme.

Den belgiske debat minder os også om, at vi til stadighed skal arbejde på at sikre nok medarbejdere til området.

Vi har netop gennem de nye overenskomster for offentligt ansatte fået et mærkbart lønløft til ansatte i ældreplejen. Forhåbentlig kan det bidrage til, at flere vil arbejde med ældre i fremtiden. Men det kan ikke stå alene.
Vi skal indrette ældreplejens arbejdspladser til at være langtidsholdbare, så seniorer kan fortsætte med at arbejde længere, og så børnefamilier kan få balance mellem arbejds- og privatliv.

Vi skal arbejde langt mere tværfagligt. Vi har en tendens til at tænke meget monofagligt. Det begrænser opgaveløsningen og trækker ressourcer ud af et system, som allerede er hårdt presset.

Allervigtigst er det, at vi sætter medarbejderne fri i deres planlægning af arbejdsopgaverne og i deres faglige udfoldelse. Så de kræfter, der er på området, bliver brugt bedst muligt og til størst gavn for den enkelte ældre. Den ambition er jeg glad for at se findes i den netop vedtagne ældrelov.

Vi må og skal fortsat arbejde for at sikre ressourcer til ældreområdet, så ingen ældre nogensinde skal føle sig til besvær. Vi må ikke se på de ældre, som nogle vi mest af alt har svært ved at have råd til, som det desværre til en vis grad er sket herhjemme i debatten om mennesker med handicap. Vi må ikke se på de ældre som nogle, der bør give livet tilbage. Gys.

Bragt i Kristeligt Dagblad, den 25. april 2024