Arbejdsmiljø - social- og sundhedsassistent

Som social- og sundhedsassistent har du et spændende arbejde hvor du har kontakt med mange mennesker

At arbejde med mennesker stiller store følelsesmæssige krav til dig. Du skal kunne sætte dig ind i andres situation og vise forståelse og medfølelse. Samtidig skal du holde en professional distance, så en følelsesmæssig involvering ikke går ud over dit privatliv.

Det kan være en svær balancegang. Du vil gerne gøre meget for de brugere, patienter eller borgere som du har med at gøre, men måske synes du indimellem, at du har dårlige muligheder for at gøre det godt nok?

Dit psykiske arbejdsmiljø kan komme under pres, når du ikke har mulighed for at udføre dit arbejde på faglig forsvarlig vis eller måske skal kæmpe for at få lov at bruge dine kompetencer.

Det er også et problem hvis der ikke er ordentlig sammenhæng mellem de opgaver der stilles og dine muligheder for at løse dem på en tilfredsstillende måde. Krav og mål kan måske være uklare; hvornår er det godt nok? Og hvad er egentlig kerneopgaven i arbejdet? Det er derfor meget vigtigt at din leder, i samarbejde med dig og dine kollegaer, opstiller nogle klare mål for arbejdet som I har mulighed for at leve op til.

Du har sikkert valgt at arbejde med pleje og omsorg, fordi det er fagligt udfordrende og personligt tilfredsstillende. Det er en vigtig del af et godt psykisk arbejdsmiljø. Samtidig skal du dog være opmærksom på de potentielle belastninger der kan være i arbejdet. Fx kan aftenarbejde, natarbejde, tidligt morgenarbejde og skiftende arbejdstider have konsekvenser for helbredet ligesom du skal forholde dig til risikoen for at blive udsat for trusler eller vold.

Det fysiske arbejdsmiljø kan være fysisk hårdt og præget af mange forflytninger så du skal passe godt på dine muskler og led når du er på arbejdet.

Arbejdspladsen kan gøre meget for at forebygge såvel den fysiske som den psykiske nedslidning og du skal tale med din arbejdsmiljørepræsentant om de problemer I har, og om hvordan I kan få problemerne beskrevet i Arbejdspladsvurderingen (APV).

I din lokale FOA afdeling kan du få hjælp og støtte samt rådgivning om, hvor der er mere hjælp at hente til kortlægning og løsning af problemerne.

www.arbejdsmiljøweb.dk og www.etsundtarbejdsliv.dk kan du finde en masse materiale om hvordan I får sat gang i snakken om jeres arbejdsmiljø.