Særligt for tillidsvalgte

Forbundsformand Mona Striib blev udfordret på spørgsmål om blandt andet løn af de mange engagerede FOA-medlemmer, der var mødt op.
Foto: Rasmus Hargaard Breum

TR deltog i debatmøde: Det var et respektfuldt rum

I øjeblikket pudses FOAs overenskomstkrav af, og i den forbindelse afholder forbundet fem debatmøder rundt omkring i landet. Helle Winzent Vilain, TR i Høje Taastrup Kommune, deltog i det første af slagsen og gik hjem med en masse i bagagen.

Af: Jacob Kabel

Det myldrede med glade FOA-medlemmer, da Scandic i København slog dørene op for det første af i alt fem debatmøder. Foruden lidt mad og drikke samt musikalsk underholdning stod der OK24 på programmet.

Forbundsformand Mona Striib rammesatte aftenen og blev sidenhen flankeret af forbundssektorformændene. Men det var publikum, der skulle til orde – og det kom de.

Helle Winzent Vilain, SOSU-assistent og TR i socialpsykiatrien i Høje Taastrup Kommune, havde tilmeldt sig mødet:

”Som TR synes jeg, jeg er forpligtet til at deltage i møder som det her,” siger hun og uddyber:

”Jeg er bindeleddet mellem FOA og mine kolleger, så jeg er nødt til at vide, hvad der rører sig. Nu skal jeg tilbage og fodre mine kolleger, inden fristen for indsendelse af krav udløber. Jeg skal have mine medlemmer til at agere og reagere, for hvis de er passive, sker der jo ikke noget. Jeg alene kan ikke gøre så meget, jeg er nødt til at have mine kolleger med.”

Det er de enkelte FOA-afdelinger, der står for indsamling af medlemmernes krav frem mod OK24. Hver afdeling har fastsat sin egen deadline, så er du i tvivl om dette, skal du kontakte din lokalafdeling.

Løn og mere løn

Sammenlagt blev der debatteret i halvanden times tid, og emnerne spændte bredt fra rekrutteringsudfordringer og manglende tid til kerneopgaven til solidaritet FOAs faggrupper imellem. Mest af alt handlede det dog om løn, der forventes at blive det altoverskyggende tema ved OK24.

Helle Winzent Vilain noterede sig, at flere deltagere nævnte, at de ville have, at alle skulle have en lønstigning på 10.000 kroner om måneden:

”10.000 kroner mere i lønposen til alle, blev der sagt. Det kan vi godt synliggøre. Det er selvfølgelig symbolsk, for det er ikke realistisk,” siger hun.

Derudover blev der talt om lønstigninger i kroner og ører fremfor i procent, hvilket i højere grad vil komme lavtlønsgrupper til gode. Noget, der har været en mærkesag for FOA, men som andre fagforbund fortsat ikke er tilhængere af.

Hjælper en strejke?

Det førte til en debat om mulighederne for en eventuel strejke, og her havde Mona Striib en pointe, Helle Winzent Vilain tog med hjem:

”Fælles strejke med de andre forbund kan noget, men hvis FOA strejker alene, tømmer det bare kassen. Det synes jeg, giver mening,” siger hun.

Efter mødet havde Helle Winzent Vilain fået fyldt godt op i den bagage, der skal med hjem til Høje Taastrup kommune.

”Der har været en fin tone, og det er vigtigt for det, man tager med hjem. Det var et respektfuldt rum. Det har helt sikkert været tiden værd. Det er klart, at det ikke er alt, der vedkommer mig, men jeg synes alligevel, det er relevant at lytte med på,” siger hun og opfordrer andre til at deltage i de resterende debatmøder:

”Man kan ikke bare brokke sig i kulissen. Er man utilfreds, må man også aktivt tage ansvar.”

I skrivende stund resterer der to debatmøder – ét i Aarhus og ét i Aalborg. Se mere her