To-årige presses i børnehave som spareøvelse

Nyt lovforslag skal sætte stopper for, at over hver tredje kommune rykker børn i børnehave, før de fylder tre år. Afgørende er, hvad der er bedst for det enkelte barn, understreger sektorformand i FOA.

Fremover skal det ikke være muligt for kommuner at rykke børn under tre år fra dagpleje og vuggestue til børnehave, med mindre både forældrene vil have det og det pædagogiske personale finder det forsvarligt. Sådan lyder et lovforslag fra SF, som børneordfører Jacob Mark fremlægger i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Lovforslaget kommer på baggrund af, at en lang række af landets kommuner, helt præcist 41, overfører børnene førend de fylder tre år. Eksempelvis må børn helt ned til to år og otte måneder begynde i børnehave i Brøndby Kommune. I Sønderborg er kravet to år og ni måneder.

For kommunerne ligger der en besparelse i at få børnene i børnehave, som er billigere end vuggestuepladser og dagpleje. Omtrent 100.000 kroner koster det årligt for en vuggestueplads, mens en plads i børnehaven beløber sig til cirka 80.000, lyder vurderingen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, VIVE i Jyllands-Posten.

Børn skal ikke presses
I FOA bakker formand for Pædagogisk Sektor Kim Henriksen op om SF’s forslag: 

”Børn, der endnu ikke er fyldt tre år, er ikke nødvendigvis udviklingsmæssigt parate til at begynde i børnehave, det kan blive svært for dem socialt, og der er jo også kun halvt så mange voksne i børnehaven, end der er i vuggestue og dagpleje. Så vi skal have gjort op med, at børnene skal bøde, når kommunerne skal finde steder at spare,” siger han.

Besparelsen kan i øvrigt vise sig at have en stakket frist, pointerer Kim Henriksen. For netop de allerførste år af et barns liv har afgørende betydning for, hvordan barnet klarer sig i livet på sigt.

Dyrt på sigt
”Det kan komme til at koste dyrt på sigt, hvis vi i stedet for at give dem en tryg start på livet, jager dem videre og sætter dem i en hverdag, som de endnu ikke kan magte. Det kan give dem problemer i skolen og socialt og trække spor ind i voksenlivet også.”

Selv om udgangspunktet er, at børnene skal være tre år for at komme i børnehave, er det allervigtigste, at der bliver taget stilling til, hvad der er bedst for det enkelte barn. 

”Man skal se helhedsorienteret på, hvad der giver mening i det enkelte tilfælde. Hvad er det for eksempel for en børnegruppe, barnet indgår i og hvor ligger barnet rent udviklingsmæssigt. På den baggrund må man så tage stilling til, hvornår det giver mening at rykke barnet op,” siger Kim Henriksen.