Forslag til lov om indhentelse af børneattester

Høringssvar over departementalt udkast til forslag til lov om indhentelse af børneattester

Kulturministeriet har sendt et udkast til forslag til lov om indhentelse af børneattester i forbindelse med ansættelse af personale m.v. i høring.

Forbundet har sendt dette svar 1. oktober 2004:
 

Forbundet af Offentligt Ansatte takker for muligheden for at afgive høring i forbindelse med udkast til forslag til lov om indhentelse af børneattester. Generelt hilser vi opprioriteringen af og indsatsen med bekæmpelse af seksuelle overgreb mod børn velkommen. Til det konkrete udkast har vi indledningsvis en kommentar vedrørende anvendelsen af betegnelsen "dagplejemødre" (side 15+16). Dette er ikke den korrekte stillingsbetegnelse.
 
Begrebet "dagplejemor" har længe været afskaffet. Det skyldes blandt andet, at dagplejen har udviklet sig fra at være pasning under kontrollerede former til at være et tilbud om udviklende omsorg. Det at være dagplejer er en profession. Dernæst er det også et spørgsmål om ligestilling. Der findes i dag adskillige mænd, der arbejder som dagplejere. Betegnelsen "dagplejemor" hører derfor fortiden til.

Dernæst er der behov for en præcisering af forslaget om, at "der kan være tilfælde, hvor det vil kunne være relevant at fastsætte regler om indhentelse af børneattest vedrørende andre personer, fx ægtefæller mv. til private dagplejemødre". Vi savner her en afklaring af to forhold. For det første om der med "private dagplejemødre" henvises til personer under private dagplejelignende pasningsordninger eller om der henvises til offentligt ansatte i den kommunale dagpleje. Der bør ske en klar og utvetydig afklaring af, hvilke ordninger loven omfatter. For det andet bør det præciseres hvilke andre personer, der kan være tale om at indhente børneattester på, når disse står uden for ansættelsesforhold. Forbundet af Offentligt Ansatte støtter forslaget om indhentelse af børneattester uden for ansættelsesforhold, men vi kan kun støtte, at der indhentes børneattester på dagplejerens ægtefælle og hjemmeboende børn over 18 år. Øvrige familiemedlemmer eller bekendte, der har deres gang hos dagplejeren, bør falde uden for loven. Dette skal fremgå tydeligt af lov om indhentelse af børneattester i forbindelse med ansættelser.

Med venlig hilsen
Ruth Nielsen                                                                
Sektorformand, FOA-Pædagogisk sektor 

Læs mere:
Høring over udkast til forslag til lov om indhentelse af børneattester
23. september 2004
(Kulturministeriet)