Forslag til lov om ændring af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (3)

Høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser



Undervisningsministeriet/Uddannelsesstyrelsen har den 21. januar 2004 anmodet social- og sundhedselevernes landssammenslutning om en udtalelse til forslag til lov om ændring af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.

Vi hilser det velkommet, at der er opmærksomhed om vore uddannelser. Vi finder det rigtigt, at de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, i lighed med andre dele af samfundet, er med til at løfte integrationen af personer med anden etnisk baggrund end dansk. Det er ligeledes positivt, at alle unge, uanset forudsætninger, sikres mulighed for en social- og sundhedsuddannelse. Vi finder derimod ikke, at det er den rigtige vej rapporten fra det tværministerielle udvalg og lovforslaget peger på, der sikrer de ellers gode intentioner bag lovforslaget.

Vi frygter, at fortrinsret til personer med grundforløb vil tvinge personer, uden behov for grundforløbet, gennem grundforløbet for at kunne få den uddannelse de ønsker sig. Det er et problem, hvis der slækkes på kravene til dansk og engelsk og lægges mere vægt på praktisk erfaring; idet kravene til skriftlig kommunikation og dokumentere i praktikken er store. Dertil kommer, at vi har erfaring med, at de der har erhvervserfaring indenfor området, har sværere ved at tilegne sig ny viden til erstatning for forkerte praktiske erhvervede rutiner f.eks. i forbindelse med etik og forflytning. Hvis der lægges mere vægt på erhvervserfaring ved optagelsen på uddannelserne og adgang for personer over 25 år på grundforløbne, vil det ydermere presse aldersgennemsnittet på uddannelserne, der i dag er over 35. Derved bliver uddannelserne mindre attraktive for de unge. Vi frygter ligeledes at uddannelserne med den tilgang, der er i rapportens anbefalinger kan ende som et social- og arbejdsmarkedspolitisk redskab og ikke en selvstændig erhvervsuddannelse.

Vi er opmærksomme på, at vi allerede har mange elevkammerater med en anden etnisk baggrund end dansk, med en andel på op til 40 %. Samtidig er vi også vidende om, at det ikke er alle steder at procenten er så høj. Samlet set er der flere "nydanskere" på vores uddannelse end den andel de udgør af den samlede befolkning. Vi må stille spørgsmålstegn ved, om det vil forbedre integrationen med en endnu højre andel af elever med en anden etnisk baggrund end dansk. Vi har noteret os og er enige med undervisningsministeren om, at det ikke er befordrende for uddannelser og integrationen med en uforholdsmæssig stor andel af elever af en anden etnisk baggrund end dansk.

Der er en del elever, der har det svært med at leve op til de krav uddannelsen stiller. Det skyldes efter vores mening, for det første, at for mange elever (her iblandt en del med anden etnisk baggrund end dansk) ikke har de grundlæggende forudsætninger (danskkundskaber og studieegnethed) for at kunne gennemføre uddannelsen. Lovforslaget lægger op til at slække på de krav, der er for optagelse på uddannelserne. Dette vil bare bevirke, at flere end de allerede alt for mange, må forlade uddannelserne uden et eksamensbevis. Det er meget bedre at sikre, at de, der ønsker en social- og sundhedsuddannelse får mulighed for at skaffe sig de nødvendige forudsætninger forud for uddannelsesstart gennem særlig tilrettelagte forforløb eller som forslaget indeholder, et udvidet grundforløb med praktik. For det andet, er der behov for at udbygge de forbedringer, den sidste revision af uddannelserne medførte med hensyn til vejledning og hjælpeforanstaltninger for elever, med særlige behov herfor her tænker vi særligt på vejledning og hjælp i praktikken.

I den tværministerielle rapport foreslås det, at der slækkes på målene i områdefag og grundfag. Vi er vidende om,at der i undervisningsministeriet allerede arbejdes på at lave en ny bekendtgørelse med ændrede og lavere mål eller mulighed for to faglige niveauer. Vi må advare mod, at der på social- og sundhedshjælperuddannelsen laves to faglige niveauer. Vi var som social- og sundhedselever repræsenteret i den gruppe i ministeriet, der arbejdede med den nuværende bekendtgørelse. Vi er ikke repræsenteret i det nuværende bekendtgørelsesarbejde, det havde vi fundet naturligt. Lavere fagligt niveau frygter vi vil forringe uddannelsernes image samt bevirke at den sammenhæng og direkte adgang til social- og sundhedsassistentuddannelsen og derfra videre i uddannelsessystemet forsvinder. Vi frygter at det vil gøre uddannelserne mindre attraktive med manglende søgning til følge. Vi konstaterer, at Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Københavns kommune, som er dem, der skal ansætte os efter endt uddannelse, er enige med os.

Som social- og sundhedselever møder vi i vor uddannelse de krav, der stilles til et velfungerende social- og sundhedsvæsen dagligt. Når vi sammenholder disse krav med de enkelte elementer i den uddannelse vi er ved at gennemføre, finder vi, at der er et større behov for at få tilført flere kompetencer end, at der fjernes elementer eller slækkes på niveauerne i uddannelsen.

Vi vil også pege på at de fleste må forlade uddannelserne fordi de ikke kan leve op til de krav der stilles i praktikken. Det er jo her vi som elever møder kommunens, lovgivernes og borgernes krav til kvalitet og faglighed. Det tager lovforslaget slet ikke stilling til.

Vi undrer os over, at de foreslåede ændringer bygger mere på antagelser og politisk desrespekt end faktuel viden om uddannelserne. Vi går ind for integration og muligheder for alle, men ikke på bekostning af kvaliteten i vor uddannelse og dermed kvaliteten i overfor de borgere, der har brug for vores faglige viden. Til de flygtninge, indvandrere og andre, der har svært ved at leve op til kravene på uddannelsen - stil krav og giv muligheder så de kan gennemføre en social- og sundhedsuddannelse på samme niveau og med de samme muligheder for faglig udvikling og videreuddannelse som vi har i dag.

Vi skal afslutningsvis undre os over regeringens hastværk, da undervisningsministeriet allerede er i gang med en evaluering, der forventes færdig indenfor kort tid.

Med venlig hilsen

Susanne Miller
Formand for Landselevbestyrelsen
for Social- og Sundshedseleverne i FOA