Astrid Riis Lauridsen
Astrid Riis Lauridsen har fået efterbetalt 110.000 kr. efter et løntjek. Men Astrid har stadig flere penge til gode, mener FOA.
Foto: Jens Bach

Astrid har fået 110.000 tilbage i løntjek

Sygehjælper Astrid Riis Lauridsen har fået 110.000 tilbage efter et løntjek hos FOA - men sagen slutter ikke her. FOA mener, hun har flere penge til gode - og hendes sag kan måske bane vejen for, at endnu flere medlemmer får penge tilbage.

Allerede i 2002 undrede Astrid Riis Lauridsen sig over, at lønsedlen så mærkelig ud og gjorde både vagtplanlægger og kontordamen på arbejdspladsen opmærksom på det.

”Men jeg fik bare at vide, at det hele passede og tænkte, at det jo nok var mig, der var gal på den. Men inderst inde vidste jeg, at jeg havde ret. Heldigvis gav jeg ikke op.”, siger hun til fagbladetfoa.dk.

Den 62-årige sygehjælper har arbejdet for Holstebro Kommune i 40 år – de seneste 17 år i Plejeboligerne Parkvænget i Holstebro. 

Det var først i 2017, da sektorformand Tanja Nielsen fra den lokale FOA-afdeling i Holstebro besøgte arbejdspladsen og tilbød et løntjek, at hun fik sine lønsedler set grundigt igennem.  

På grund af regler om forældelse kunne Tanja Nielsen kun gå tilbage til 2012. Men hun nåede ikke desto mindre frem til, at kommunen skyldte Astrid Riis Lauridsen 325.000 kr. - blandt andet fordi hun havde en del tillæg til gode. 

”Tanja har været kanon. Jeg er dybt taknemmelig for, at hun ville kæmpe for det, når andre ikke har kunnet eller villet gøre noget,” siger Astrid Riis Lauridsen til Fagbladet FOA. 

Skulle vente næsten tre år

Efter knap tre års tovtrækkeri mellem Kommunernes Landsforening (KL) og FOA har hun netop fået en del af beløbet - 110.000 kr. - sat ind på sin konto.

”Det er jeg selvfølgelig glad for. Vi har da klaret os, men det er jo mange penge for os, der er lavtlønnede i forhold til mange andre”, siger Astrid Riis Lauridsen.

Her undrer sig dog over, at der skulle gå så lang tid, før hun fik pengene.

”Det var aldrig gået, hvis det var den anden vej. Det så vi jo under strejken i 2008, hvor kommunen var hurtige til at kræve penge ind af os.”

Sagen har fyldt meget i familien, hvor særligt hendes mand Leif har måtte lægge øre til mange frustrationer.

”Hele usikkerheden med, om det nu lykkes, eller om de bare siger ’skråt op med det’. Man bliver jo skuffet over, at ens arbejdsplads ikke har styr på sagerne,” siger hun.

Flere medlemmer kan få penge tilbage

Astrid Riis Lauridsen mangler stadig svar på, om hun får de sidste penge tilbage.

FOA Holstebro har indtil videre måtte opgive 65.000 kroner på grund af manglende bilag, men det resterende beløb har parterne ikke kunnet blive enige om. 

"Det handler om de såkaldte fridøgn og tillæg for fleksibilitet, men Holstebro Kommune er hverken til at hugge eller stikke i. Jeg forstår ikke den manglende vilje til at løse lokale problemer, så nu har jeg bedt forbundshuset i København om at gå ind i sagen," siger Tanja Nielsen i håbet om, at FOA kan lande en afgørelse med KL, som betyder, at Astrid Riis Lauridsen får så mange penge hjem som muligt.

Sagen kan ikke alene få stor betydning for den 62-årige sygehjælper. Tanja Nielsen har allerede 180 andre lønsager, som blandt andet handler om disse fridøgn. Og i resten af landet er andre medlemmer af FOA også i samme situation.

”Det er altså en meget principiel sag, som Astrid måske bliver prøvekanin i. Det giver selvfølgelig et sug i maven, for det kan jo være mange penge, vi taler om,” siger Tanja Nielsen.

Eksplosion i lønsager

Ifølge hende er det næsten mere reglen end undtagelsen, at der er fejl i lønsedlerne på døgnområdet, hvor antallet af sager er ’eksploderet’. Planlæggerne er simpelthen ikke dygtige nok til opgaven, som det er i dag, mener hun.

”Og det er ikke deres skyld, selv om de ofte sidder ’på øretævernes holdeplads’. Arbejdstidsreglerne på døgnområdet er meget komplekse, og det er altid arbejdspladsens opgave at sikre, at planlæggerne er klædt på til opgaven.”

Hun synes for eksempel, det bør være et krav, at man som planlægger har udført uddannelse i planlægning inden for det første halve år, når man får opgaven. 

For hvis man som ansat gerne selv vil forstå sin lønseddel, er det næsten umuligt. Derfor opfordrer Tanja Nielsen til, at man får lavet et løntjek - også selv om man ikke har en konkret mistanke om fejl.

Hun bliver selv inviteret ud på mange arbejdspladser til fyraftensmøder og forklarer arbejdstidsreglerne, hvor medarbejdere, ledere og planlæggere er samlet.

”På den måde hører alle det samme, og alle kan stille spørgsmål. Der er rigtig mange aha-oplevelser,” siger hun.

Kommune: "Vi har været for fleksible"

Claus Brandt, vicekommunaldirektør i Holstebro Kommune erkender, at knap tre år er lang tid at vente, men mener ikke, at kommunen kunne have gjort mere for at speede sagen op.

”Lokalt fandt vi hurtigt ud af, at vi var principielt uenige om arbejdstidsaftalen, så sagen blev sendt videre til det centrale forhandlingsbord hos FOA og KL. Der har den ligget rigtig lang tid. Der er simpelthen en uenighed om arbejdstidsaftalen, som vi ikke kan løse lokalt. Det er selvfølgelig skidt for den enkelte ansatte, men når der er så stor uenighed, tager det jo tid,” siger han.

Claus Brandt mener, der er to hovedårsager til, at fejlen opstår. Den ene er, at vagtplanlægningen hidtil ikke har været god nok i kommunen.

”Generelt har vi ikke været skarpe nok i vagtplanlægningen. Derfor har vi i foråret 2018 iværksat et større uddannelsesprogram for vagtplanlæggerne og gruppelederne, så fejlene gerne skulle være minimeret”.

Den anden årsag handler om vagtbytte.

"Vi har som arbejdsgiver været alt for fleksibel i forhold til at lade medarbejderne bytte vagter, som de selv ønskede, uden at vi har skelet til overarbejdstid, hviletid med mere. Men det er vi stoppet med nu, og det er der mange ansatte, der oplever som en klar stramning og ufleksibilitet fra vores side. Men det gør vi for at overholde arbejdstidsaftalen, for ellers bliver det for dyrt,” siger Claus Brandt.

FOA: Det er meget firkantet 

Chefen for FOAs overenskomstafdeling, Mik Dalsgaard Andreassen, er med på, at arbejdstidsaftalen ikke indeholder bestemmelser om, hvordan man bytter vagter. Ikke desto mindre oplever han Holstebro Kommunes reaktion som 'meget firkantet'.

"Selv om det ikke er skrevet ned, kan man jo sagtens indgå lokale aftaler om, hvordan man bytter vagter. Det kan de finde ud af i mange kommuner i samarbejde med FOA, og selvfølgelig kan det også lade sig gøre i Holstebro. Det er jo i både arbejdsgiverens og medarbejderens interesse, at de ansattes arbejdsliv og privatliv hænger godt sammen," siger Mik Dalsgaard Andreassen.


Tjek de typiske lønfejl på døgnområdet

• Forkert placering af fridøgn
• Forkert længde af fridøgn
• For få fridøgn
• Manglende overholdelse af hviletid
• Manglende overarbejdsbetaling 
• Fejl i søn- og helligdagsnedskrivning
• Fejl i opgørelsesperioden
• Fejl i varslingstillæg
• Generelt fejl i arbejdstidsreglerne