Pædagogisk assistent Kristine Høj, fik forkert løn i otte år.
"Jeg fik et chok, da jeg så, hvor stort beløbet var," siger pædagogisk assistent Kristine Høj om den efterbetaling hun har fået.
Foto: Jørgen True

Kristine fik forkert løn i otte år

Løntjek gav pædagogisk assistent et velkomment tilskud på 125.000 kroner til hendes barselsorlov.

Den stod på kage til kollegerne og blomster til tillidsrepræsentanten, da pædagogisk assistent Kristine Høy fik sat præcise kroner og øre på den løn, hun havde til gode efter otte års forkert indplacering.

Hun var blevet 125.000 kroner rigere. Og oven i efterbetalingen steg hendes månedsløn med næsten 3.000 kroner.

”Jeg fik et chok, da jeg så, hvor stort beløbet var. Jeg havde slet ikke regnet med, at det var så mange penge,” siger Kristine Høy til Fagbladet FOA.

Uforklarlige fejl
Ingen har rigtig kunnet forklare, hvordan fejlen eller rettere fejlene er opstået. Men Kristine har stort set ikke fået lønstigninger i mere end otte år, og hun har ikke fået tillæg for sin Pædagogiske Grunduddannelse (PGU).

”Jeg har da undret mig over min løn, men flere gange fået at vide, at det så rigtigt ud. Jeg troede, at kommunen og institutionen havde styr på den slags. Men det kunne jeg så ikke regne med.”

Nu falder pengene imidlertid på et tørt sted, for Kristine Høy er gravid.

”Jeg har mit andet barn på vej, og efterbetalingen kan dække en hel del af udgifterne til det nye familiemedlem.”

God tillidsrepræsentant
Kristine Høy er af indlysende grunde yderst tilfreds med løntjekket, men også med sin tillidsrepræsentant Anette Warming Madsen, der kan tage en stor del af æren for fundet af den glemte løn.

”Hun slipper alt, hvad hun har i hænderne, når vi spørger om noget. Hun har også hjulpet mig med at finde rundt i barselsreglerne.”