jobkø
Vejen til et job er lang for dem, der er på vej ud af dagpengesystemet.
Foto: Colourbox

Mange FOAer siger farvel til dagpengene

I løbet af de første tre uger af januar har 162 FOA-medlemmer mistet retten til dagpenge. FOA finder det uanstændigt, at regeringen ikke foretager sig noget.

De første FOA-medlemmer betaler nu prisen for den halverede dagpenge-periode.

En helt dugfrisk opgørelse fra FOAs A-kasse viser, at 162 medlemmer af kassen har mistet dagpenge-retten i løbet af de første tre uger af det nye år.

FOA frygter, at den udvikling vil fortsætte og kræver handling fra regeringens side.

”Regeringen har lavet sine lappeløsninger, blandt andet akutpakkerne, på grundlag af prognoser, der har været grundlæggende gale. Nu må den komme med en varig løsning,” siger FOAs formand Dennis Kristensen til foa.dk.

Hjælp til de ledige

FOA vil selv søge at hjælpe både de medlemmer, der nu er faldet ud af dagpenge-systemet, og de mange, som vil miste deres forsørgelsesgrundlag den kommende tid.

”Vi må først og fremmest sørge for, at medlemmerne kommer i uddannelse, så de er sikret den kontanthjælpslignende ydelse. Men det er i sig selv en lappeløsning,” mener FOAs formand.”

Derfor vil Dennis Kristensen have regeringen til at tage konsekvensen af dens fejlagtige prognoser for, hvor mange der ville miste dagpenge-retten.”

”Kryb dog til korset og indrøm, at det her er noget møg. Det er simpelthen uanstændigt, hvis ikke de mange mennesker, der mister deres forsørgelse, får reel hjælp.”

Akutjobbene redder kun få

Akutjobbene, som var tiltænkt de udfalds-truede, bliver kun en redningskrans for de færreste, viser en undersøgelse, som ugebrevet A4 i dag offentliggør. Bare hver femte opslået akutjob tilfalder en langtidsledig, og de offentlige arbejdspladser er de mest afvisende.

Mens en tredjedel af akutjobbene på det private område går til en i målgruppen, er det kun en sjettedel i regioner og kommuner. Det understreger, hvor alvorlig situationen er for de udfaldstruede, mener FOAs formand.

”Regeringen har skønnet helt ved siden af skiven, og så har de lavet en aftale med nogle arbejdsgiverparter, som bare ikke kan levere varen. Det gør bare, at fremtidsudsigterne for de mennesker, det handler om, bliver endnu sløjere.”